Rundt om i verden afholdes der masser af såkaldte ”game-jams”, hvor folk med interesse for computerspil mødes og arbejder sammen i hold – men hver sommer, når UNF (Ungdommens Naturvidenskabelige Forening) rykker ind på Aalborg Universitet, er det med et arrangement af en helt anden kaliber.
- Når man ser på de internationale game-jams, så er der jo ingen undervisning og ingen målrettede tanker om, hvad deltagerne skal få ud af arrangementet. Det er helt anderledes, når vi afholder Game Development Camp, for her kommer de unge også for at få undervisning i computerspilarbejde og efterkritik fra branchefolk, forklarer medialogistuderende Emil Kjæhr, der er med i UNF’s arrangørgruppe.
Der er for længst meldt fuldt hus til Game Development Camp 2008, hvor ca. 50 gymnasie- og HTX-elever fra hele landet fra på søndag og en uge frem deler deres fælles interesse for computerspil på en kreativ og udviklende måde. Mange af deltagerne har på forhånd leget med udvikling af computerspil, men på Game Development Camp sørger studerende og undervisere fra Aalborg Universitet for en målrettet introduktion til 2D-grafik, 3D-animation og forskellige former for computerspil-programmering.
- Vi bestemmer ikke, hvad deltagerne skal lave eller hvordan. Vi sørger for, at de får nogle rammer, nogle opgavetemaer og en række spændende, faglige indspark, men det er alt sammen med henblik på, at de skal udfolde sig på egen hånd og arbejde sammen i de grupper, de bliver placeret i. Vi ved også fra vores camps i de seneste år, at det giver et fedt sammenhold og nogle gode oplevelser for deltagerne, forklarer Emil Kjær.
Game Development Camp 2008 er efter alt at dømme den største camp for computerspiludvikling i verden, og arrangementet kan også være rugekasse for fremtidens spiludviklere. De spil, der bliver udviklet i den sidste uge af juli, bliver fredag d. 1. august bedømt og kommenteret af undervisere fra Aalborg Universitet og af branchefolk fra blandt andet den danske spilgigant IO Interactive – men for at styrke videndelingen og sammenholdet på tværs af grupperne, er der ikke noget konkurrenceelement, hvor der skal findes en vinder. I løbet af campen, der varer fra d. 27. juli til d. 2. august, får de unge deltagere også mulighed for at møde spiludviklere, der fortæller om deres karrierevalg og anbefalinger. Efter selve campen bliver de mange spil også tilgængelige for alle nysgerrige spilfreaks på www.game.unf.dk.
Arrangementet støttes økonomisk af bl.a. De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på Aalborg Universitet.
Tid og sted
- De studerende ankommer til Aalborg søndag d. 27. juli
- Spiludviklingen foregår i de efterfølgende dage i Cassiopeia-bygningen på Selma Lagerlöfs Vej 300
- Spilpræsentationer og dommerbedømmelser finder sted fredag d. 1. august fra kl. 15
Yderligere oplysninger
- Emil Kjæhr, presseansvarlig på Game Development Camp 2008, tlf. 28 72 52 31
- Game Development Camp 2008
- Ungdommens Naturvidenskabelige Forening