Store forventninger til AAU’s racerbil i tysk konkurrence

Fyrene bag den helt nye racerbil fra AAU skal i de kommende dage yde deres bedste, når ingeniørstuderende fra hele verden dyster på Hockenheim-banen i Tyskland. Efter at have vundet en pris i England tidligere på sommeren tør de studerende bag AAU’s racerbil godt sætte næsen op efter en god placering i en helt ny og endnu bedre bil.

Lagt online: 04.08.2008

Da de ingeniørstuderende i Aalborg Universitets racerbilgruppe Unicorn Race Engineering i juni vendte hjem fra konkurrence i England, medbragte de prisen for den bedste motor blandt 85 deltagende hold fra hele verden. Siden da har de frivillige racerbilentusiaster arbejdet intensivt på at færdiggøre den helt nye bil Unicorn G3, som de i nat drager til Tyskland med. Her er der i de kommende dage international konkurrence på Hockenheim-banen, hvor det tyske Formel 1 Grand Prix også afholdes.

Erfaringerne med at få den stærke motor til at spille helt rigtigt sammen med en ny type motorstyring er videreført til den nye racerbil, som på andre vigtige punkter er forbedret i forhold til universitetets hidtidige racerbiler. Derfor håber holdet på en flot placering i Formula Student Germany-løbet.

- Samlet set går vi efter endnu en Top 30-placering, men der er også nogle enkeltdiscipliner, hvor vi satser på at markere os endnu stærkere. Mange af de andre hold har på grund af deres hjemlands motorsportstraditioner nogle studerende, der kører på topplan i deres fritid. Der kan vi ikke følge med, men på blandt andet de tekniske områder giver vi flere af dem baghjul, siger Bo Tinggaard, der som den eneste på holdet har været med gennem alle årene.

Motorkraften og accelerationsevnen er nogle af de store styrker i de AAU-studerendes hjemmebyggede racerbil, men derudover står holdet normalt også stærkt, når bilerne skal præsenteres for fiktive investeringspartnere, hvilket er en af de discipliner, som holdene dyster i.
- I sammenligning med mange af de andre dygtige hold, vi møder i de internationale konkurrencer, kan vi mærke betydningen af, at vi har reelle erfaringer fra samarbejdet med virksomheder og andre samarbejdspartnere. Vi er vant til ikke blot at tænke i ingeniørtekniske baner, men også i teamwork og samarbejde med andre parter, forklarer Bo Tinggaard, der også var med, da holdet af samme årsag fik Fighter-prisen ved et løb i Australien tilbage i 2006.


Unicorn Race Engineering består af ca. 15 studerende, som på frivillig basis designer, fabrikerer, kører og markedsfører en high performance formula-racerbil. Hvert år fremstiller holdet en komplet ny bil til de internationale Formula SAE-konkurrencer, som ikke blot er motorløb, men også ingeniørkonkurrencer med blandt andet tekniske vurderinger og præsentationer for fiktive investeringsvirksomheder. Unicorn-projektet er støttet af De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på Aalborg Universitet og af midler fra et stigende antal private sponsorer og fonde. Der er allerede nu planer om nye racerbiler i 2009 og de efterfølgende år. Formula Student Germany-løbet finder sted fra d. 6. til d. 10. august.

Yderligere oplysninger