De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på AAU har fået landets største enkeltstående bevilling til samfinansierede Ph.D.-stipendier fra Forskeruddannelsesudvalget under Forsknings- & Innovationsstyrelsen (FI). Bevillingen er på 26.250.000 kr. og har dekan Frede Blaabjerg som officiel bevillingsmodtager. Flere end 40 danske virksomheder er involveret i de mange samfinansierede stipendier, der sammenlagt medbringer et tilsvarende beløb på lidt over 26 millioner kroner. Den store pengepulje er vigtig i forhold til at kunne opfylde regeringens krav om, at man på landsplan skal øge antallet af optagne Ph.D.’ere fra 1800 til 2400.
Da fakulteterne i maj annoncerede, at man ville slå 100 nye Ph.D.-stillinger op, var det et middel til at kunne nå målet om en kraftig vækst på Ph.D.-området, og ved udgangen af 2007 rundede man 127 nyindskrevne Ph.D.-studerende. Til sammenligning blev der året forinden indskrevet 92, og stigningen vil fortsætte. Ambitionen om de 100 nye stillinger strækker sig ind i 2008, og med den nye, store bevilling får prioriteringen af de unge forskeres uddannelser et godt rygstød til at kunne indfri målene. Det er ligefrem nødvendigt at opjustere forventningerne til det nye år, fordi der er udsigt til at kunne indskrive ca. 170 alene i 2008, i modsætning til den oprindelige målsætning om ca. 140. Væksten sker inden for alle de videnskabelige felter – naturvidenskab, sundhed, ingeniørområdet og landinspektørmiljøet.
- Væksten er meget bred, og det er glædeligt, at vi har kunnet få så mange nye medarbejdere til at indgå i de mange stærke forskningsmiljøer, vi har på fakulteterne. Samtidig er det meget positivt, at så mange virksomheder bidrager til finansieringen af forskeruddannelse til fremtidens forskere. Vi satte os et mål, og vi nåede det, så vi er meget tilfredse, siger dekan Frede Blaabjerg.
De 26 mio. kr. fra Forskeruddannelsesudvalget til De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på AAU udgør den største enkeltstående bevilling i efterårets uddeling fra Forskeruddannelsesudvalget. Fakulteternes overordnede mål er at have en samlet skare af Ph.D.-studerende på op mod 700 ved fakulteterne inden 2010.
Kontakt
- Dekan Frede Blaabjerg, De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, AAU, tlf. 96 35 96 31, mobil 21 29 24 54