Normalt er det universitetsansatte forskere, der mødes til internationale konferencer, men på Aalborg Universitet (AAU) har en gruppe engagerede studerende sørget for, at ingeniørstuderende fra hele verden også har et seriøst forum til at udveksle de nyeste idéer og projekter. Mange steder afholdes de såkaldte ”Student Paper Contest” lokalt eller nationalt, men de studerende på AAU sigter for andet år i træk højere end de fleste andre.
AISPC’08 (Annual International Student Paper Conference 2008), som konferencen kaldes, har modtaget videnskabelige artikler fra interesserede studerende i 13 lande på tre kontinenter, efter at arrangørgruppen i efteråret åbnede for deltagerbidrag. Halvdelen af de 71 indsendte bidrag er blevet udvalgt til deltagelse på konferencen, hvilket betyder, at Aalborg Universitet fredag d. 15. februar danner rammen om udveksling af nye teknologiske tendenser og metoder fra så forskellige lande som blandt andre Tyskland, Indien, USA, Japan, Iran og Bangladesh.
- Vi vil kunne præsentere spændende, nye projekter og resultater inden for mange ingeniørområder, men det er især forskningsområder som elektronik, kommunikationsteknologi og sundhedsvidenskab, der har trukket deltagerne til, forklarer Ph.D.-studerende Héctor Caltenco, der er med til at arrangere AISPC’08.
Efter at have været gennem de mange bidrag peger han på, at nogle af de områder, hvor de unge forskerspirer vil være med til at drive udviklingen, er inden for alternative metoder til menneske/computer-interaktion, elektrisk stimulering i forbindelse med lammelser samt optimering af båndbredden på trådløse netværk.
Den første studenterkonference blev afholdt i 2007, og i forhold til AISPC’07 er antallet af accepterede konferencebidrag steget. Konferencen i Aalborg er helt igennem arrangeret af studerende på AAU, der er med i ungdomsafdelingen af den globale ingeniørsammenslutning IEEE (Institute of Electrical and Electronics Engineers). En række sponsorer giver økonomisk hjælp, præmier, praktiske bidrag, heriblandt Google, organisationen IEEE Denmark og Aalborg Universitet. Konferencen d. 15. februar afsluttes med en gallamiddag, hvor dekan Frede Blaabjerg fra AAU’s Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet holder tale og overrækker en Best Paper Award.
Kontakt og link
- João Figueiras, AAU-studerende og medarrangør af AISPC’08, tlf. 99 40 86 25, jf@es.aau.dk
- Assoc. Professor Neeli Prasad, medlem af juryen, der præmierer Best Paper Award, tlf. 99 40 98 35
- IEEE