Der er 200.000 danskere, der lider af KOL, som i folkemunde kaldes ”rygerlunger”, og KOL-patienter fylder meget i sundhedssystemet. Dels fordi de står for 20 procent af de akutte indlæggelser på de medicinske afdelinger, dels fordi hver fjerde lungepatient bliver genindlagt på sygehuset inden for den første måned efter, at de er blevet udskrevet. I et nyt forskningsprojekt skal Aalborg Universitet sammen med patienterne og alle de aktører i sundhedssystemet, patienterne er i kontakt med, udvikle metoder, webtjenester og tilbud, der kan hjælpe patienten til at holde sig i gang og tage medansvar for sit helbred. Et af kodeordene er således brugerdreven innovation, men det såkaldte telehomecare-projekt Telekat er langt mere omfattende.
Hvis KOL-patienter fremover i højere grad skal behandles i eget hjem, så stiller det nye krav til samarbejdet mellem sygehus, hjemmesygeplejen, sundhedscentret og den praktiserende læge. Beslutningerne flyttes ud fra sygehuset, og de mange aktører skal samarbejde og udveksle informationer på en anden måde end hidtil. Det er en udfordring, der skal løses, og i denne sammenhæng er Telekat et unikt projekt, fordi det inddrager mange forskelligartede parter – brugerne, de virksomheder, der skal udvikle beslutningsstøttesystemerne, forskere og klinikerne.
- Vores håb er, at resultaterne fra Telekat vil kunne overføres til andre kronisk syge patientgrupper. Det vil kunne sikre patienterne en bedre livskvalitet og samtidig spare penge i sundhedsvæsnet, siger adjunkt Birthe Dinesen. Hun er selv både forsker på AAU og tidligere sygeplejerske, og skal være leder af projektet, der bærer undertitlen ”Telehomecare, kroniske patienter og det samarbejdende sundhedsvæsen”.
Mandag d. 31. marts skydes Telekat-projektet officielt i gang af minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen. Her vil ministeren besvare spørgsmål på det udstyr, som patienterne får installeret til undersøgelser og kontakt i deres eget hjem, og herigennem give grønt lys for det næste tre og et halvt års arbejde med forskning og praktiske erfaringer.
Yderligere informationer
- Projektansvarlig: Ph.D., cand.scient.adm. og sygeplejerske Birthe Dinesen, Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi, tlf. 99 40 97 91, mobil 20 51 59 44
- Læs meget mere om projektet og de medvirkende
Invitation til åbningsarrangementet
Pressen inviteres til at deltage i åbningen af Telekat mandag d. 31. marts 2008 sammen med blandt andre minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen. Der vil blandt andet være gode fotomuligheder, når ministeren åbner projektet ved hjælp af en telehealth-monitor, der stiller ham spørgsmålet ”Goddag, hr. minister, vil du åbne Telekat-projektet? Svar Ja/Nej”. Tilmelding er ikke nødvendig.
Tid og sted: Mandag den 31. marts 2008 i Auditoriet (B3-104), Fredrik Bajers Vej 7, Aalborg
Kl. 13.30: Velkomst ved institutleder Kim Dremstrup, Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi, AAU
Kl. 13.35: Præsentation Telekat ved adjunkt Birthe Dinesen, AAU
Kl. 13.50: Nationale perspektiver på sundhed, forebyggelse og kroniske patienter ved minister Jakob Axel Nielsen
Kl. 14.10: Regionale initiativer for kronisk syge patienter – ved regionsrådsmedlem Vagn Nørgård, Region Nordjylland
Kl. 14.25: Rehabilitering af kroniske patienter i Hjørring Kommune – ved direktør Leif Serup, Hjørring Kommune
Kl. 14.40: Samarbejde set fra den praktiserende læge – ved formand Frantz Vogel, Dansk Selskab for Almen Medicin
Kl. 14.55: Beretning fra en kronisk lungepatient
Kl. 15.05: Forskning i sundhedsteknologi og brugerdreven innovation - ved professor Ole Hejlesen, AAU
Kl. 15.15: Reception