I den nye SBi-anvisning 219: Dagslys i rum og bygninger får man helt konkrete anvisninger på, hvordan dagslyset kan bidrage til at dække lysbehovet i et rum. Anvisningen er skrevet af seniorforskerne Kjeld Johnsen og Jens Christoffersen fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet.
Find lysbehovet med dagslysfaktoren
Den såkaldte dagslysfaktor er et centralt element i anvisningen. Dagslysfaktoren kan bruges til at finde ud af hvor meget lys, der f.eks. rammer et skrivebord i et rum. Dagslysfaktoren er et samlet mål for lys, der kommer direkte gennem vinduet, lys der først har ramt rummets andre flader inden det rammer f.eks. skrivebordet, samt reflekteret lys fra flader uden for vinduet. Desuden indgår også en vurdering af, hvor meget lys, der kommer gennem en given rudetype.
Anvisningen indeholder forudberegnede dagslysfaktorer og kan direkte bruges til at bestemme lysforholdene året rundt i en række almindelige rumtyper med forskellige vinduesstørrelser. Hvis man ikke finder den relevante situation i eksemplerne, giver anvisningen detaljerede beskrivelser af, hvordan man kan korrigere for afvigelserne.
Mange forhold har indflydelse på lysindfaldet
Bygningens placering og orientering på grunden har stor betydning for, hvor meget dagslys der falder ind ad vinduerne. Store, skyggende træer eller andre bygninger i nærheden kan reducere dagslyset betydeligt. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at bygningens form, vinduernes størrelse og rummenes dybde har afgørende indflydelse på, hvor stor en del af lysbehovet, der kan dækkes af dagslys.
Valget af solafskærmning spiller ligeledes en stor rolle for lys- og varmeforholdene på kontorer, i undervisningslokaler og produktionshaller. Afskærmningerne bør være til at regulere, så den beskytter effektivt mod generende sollys og samtidig kan tillade mest muligt lys at komme ind, når himlen er overskyet. Faste solafskærmninger betyder, at lysindfaldet bliver reduceret med 50 - 70 pct., og udsynet forringes betragteligt.
Værktøj til at eftervise myndighedskrav
Myndighedskravene foreskriver, at alle nye bygninger skal overholde en fastsat energiramme, og i forhold til varmeforbruget skal elforbruget ganges med en faktor 2,5. Desuden udgør elforbruget til belysning op imod 30 pct. af det samlede energiforbrug i både offentlige og private bygninger. Så der er god mening i at udnytte dagslyset, der sammen med en effektiv lysstyring ofte vil være en forudsætning for at overholde lovkravene.
SBi-anvisningen er et værktøj til at beregne og eftervise, at Bygningsreglementets kriterier for, at der er tilstrækkeligt lys på arbejdspladser, er opfyldt, og at bygningen overholder energirammen.
Dagslys i rum og bygninger er udarbejdet med støtte fra Erhvervs- og Byggestyrelsen samt Energistyrelsen. Den findes både som e-bog og i papirudgave og kan bestilles på sbi.dk
Yderligere oplysninger
- Seniorforskerne Kjeld Johnsen
- Seniorforskerne Jens Christoffersen.
- Se illustration.