Unge i Aalborg tager på turné i it-natten

Der er udsigten til gode jobs i it-branchen for mange unge, der interesserer sig for området, og i starten af februar er der mulighed for at snuse til mulighederne på en lidt utraditionel måde. Aalborg Universitet og en række spændende it-virksomheder i Aalborg inviterer ungdommen rundt i byen på it-natten.

Lagt online: 01.02.2008

Der er alt fra uddannelsesinformationer og virksomhedsbesøg til stand-up-trylleshow og Playstation 3-konkurrence, når den aalborgensiske del af it-natten finder sted onsdag den 6. februar. It-natten afholdes over hele landet for at gøre opmærksom på de mange muligheder, man kan få inden for it-uddannelser og it-jobs. Gymnasieelever og andre interesserede unge kan tilmelde sig en eftermiddagsbustur, der efter at have besøgt på nogle af byens mest spændende it-arbejdspladser gør stop ved it-nattens afterparty på Aalborg Universitet.

- Der er så mange spændende områder, som selv it-interesserede unge måske ikke engang kender til. Vi vil gerne være med til at vise, at it i dag kan være mange forskellige ting, ikke mindst fordi de studerende selv er med til at få idéerne til, hvad man kan bruge it til. Så ved vores afterparty kan de nysgerrige få en snak med de studerende og se eksempler på, hvad man kan med teknologien nu om stunder, siger dekan Frede Blaabjerg.

Deltagerne på it-nattens bustur kan ved afterparty’et på Aalborg Universitet blandt andet opleve en synsk computer, styre et specielt tastatur med tungen, afprøve blue screen-teknologien, der bruges til effekter på tv, og besøge den avancerede cave, hvor man kan blive omsluttet af 3D-effekter og virtual reality. Under vejs er der hotdogs og underholdning med stand-up-komikeren og tryllekunstneren Rune Klan, der blandt andet er kendt fra TV2 Zulus show Tak for i aften.

Deltagerne er med i konkurrencen om en Playstation 3, og på it-natten.dk, hvor man finder informationer om alle arrangementerne, er der også mulighed for at vinde en iPod Nano.


Yderligere oplysninger 

  • Tilmeldingsfrist er den 5. februar 2008 pr. e-mail hos informationsmedarbejder Inaam Camilla Ramløse, icr@adm.aau.dk 
  • Dekan Frede Blaabjerg, De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, AAU, tlf. 99 40 96 31, mobil 21 29 24 54
  • Informationskontoret på De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter: Tine Tindal (tlf. 99 40 73 75, mobil 21 93 25 54) eller Inaam Camilla Ramløse (tlf. 99 40 99 05)
  • Læs mere på it-natten