Ingeniører fra Aalborg Universitet er de bedste i Danmark. Det viser en undersøgelse blandt danske virksomheder, som Nyhedsmagasinet Ingeniøren offentliggjorde i begyndelsen af juni. Aalborgs Universitets gode "ingeniør-ry" er også nået til udlandet og har været med til at få en stor konference til byen. Universitetet har nemlig vundet en international konference om undervisning af fremtidens ingeniørstuderende. Den finder sted 2.-5. juli i Aalborg Kongres & Kulturcenter og får deltagelse af godt 300 forskere fra 40 lande. Bag kongressen står SEFI, der er en international sammenslutning af universiteter og forskere, der uddanner ingeniører.
På konferencen skal man diskutere, hvordan uddannelsen kan blive bedre og imødekomme de krav, som industri og samfund i dag stiller til ingeniører. Og det er et område, hvor Aalborg Universitet har vist sig at have noget specielt at byde på i form af problembaseret undervisning.
Problemorienteret undervisning er i virkeligheden en udbygning af det gruppearbejde blandt de studerende, som var en meget omdiskuteret nyskabelse i undervisningen, da Aalborg Universitet blev etableret – men som har vist sig velegnet til uddannelse af bl.a. ingeniører.
- Ved problembaseret undervisning lærer de studerende at arbejde sammen, og den tager udgangspunkt i de problemer, som de studerende møder ude i den virkelige verden. Undersøgelsen fra Ingeniøren viser da også, at danske erhvervsledere netop sætter pris på, at ingeniørerne fra Aalborg Universitet ikke er verdensfjerne teoretikere. Men de har færdigheder i at anvende deres teorier, hvilket virksomhederne umiddelbart kan drage nytte af, siger Flemming K. Fink, der er professor ved Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet og ansvarlig for konferencen.
Denne problemorienterede undervisning har også vakt stor interesse i udlandet
- Det kan vi blandt andet se på den store tilslutning, der har været til et internationalt seminar i netop problemorienteret undervisning, som vi holder sammen med vores UNESCO-center på Aalborg Universitet i dagene før selve SEFI-konferencen, siger Flemming K. Fink.
Han mener at SEFI-konferencen ikke alene viser, at Aalborg Universitet har et godt ry internationalt, når det gælder uddannelse af ingeniører, men at Aalborg også har et godt ry som mødeby.
- SEFI holder deres konferencer på skift i forskellige europæiske byer. Egentlig regnede vi ikke med, at vi ville få konferencen i år, da vi blandt andet var oppe imod Rotterdam, som vi troede ville blive valgt før os. Men VisitAalborg Convention lavede et meget professionelt præsentationsmateriale for os om Aalborgs muligheder som konferenceby. Og det afgjorde sagen til vores fordel, siger Flemming K. Fink.
Yderligere oplysninger
- Professor MSO Flemming K. Fink, tlf. 99 40 86 91, mobil 40 11 04 09