Dekan Lone Dirckinck-Holmfeld fra det humanistiske fakultet glæder sig over enorm popularitet for de uddannelser, som med klar kreativ profil stræber efter at løse menneskelige behov via teknologiske muligheder.
- Vores uddannelse i humanistisk informatik har en fremgang på 30 procent i Aalborg og 16 procent i Ballerup. Det viser, at de unge gerne vil beskæftige sig med koblingen mellem mennesker og teknologi, og med at skabe teknologiske løsninger på globale udfordringer. Den nye generation er jo vokset op med og på Internettet, og for dem er IKT i alting, konstaterer Lone Dirckinck-Holmfeld.
Også uddannelsen i Oplevelsesteknologi (Art & Technology) kan notere kraftig vækst med hele 60 procent flere optagne studerende. Mens de ”bløde” it-uddannelser altså tiltrækker rekordstore ansøgertal, er billedet mere varieret for de klassiske it-uddannelser. Datalogi har markant fremgang, men nogle af de andre it-relaterede uddannelser har færre optagne i år.
Ifølge Lone Dirckinck-Holmfeld er det et typisk eksempel på, at gyngernes og karrusellernes popularitet også er indbyrdes afhængig på uddannelsesområdet. Derfor er der løbende behov for at holde øje med fordelingen.
- Under overskriften ”IKT på Toppen” har vi gennem flere år satset på at gøre al forskning, udvikling og uddannelse indenfor IKT til vores varemærke, så det er vigtigt, at vi dækker alle aspekter. Vi er glade for at få styrket de humanistisk orienterede ikt-uddannelser med mennesket i centrum, men vi skal også være meget opmærksomme på behovet for at få uddannet de eksperter, som tilvejebringer teknologien og er med til at gøre resten muligt, siger Lone Dirckinck-Holmfeld.
Kontakt og fakta
- Dekan Lone Dirckinck-Holmfeld, Det Humanistiske Fakultet, AAU, tlf. 9940 9020, mobil 2282 2074
- Dekan Frede Blaabjerg, De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, AAU, tlf. 9940 9631, mobil 2129 2454.
- ”På Toppen af IKT” beskriver Aalborg Universitets samlede forskningsaktiviteter og uddannelser inden for IKT.
- Universitets- og Bygningsstyrelsens oversigt og notater om optag på universiteterne.