Fredag annoncerede videnskabsminister Helge Sander, at der i år vil blive oprettet 200 ekstra pladser på lægeuddannelserne i København, Århus og Odense. Beslutningen er truffet på grund af problemet med lægemangel, som både i dag og i fremtiden udgør et stort samfundsproblem.
På Aalborg Universitet har man gennem en årrække påpeget dette problem, og udsigten til alvorlig lægemangel i Danmark og i særdeleshed i Nordjylland har været en af årsagerne til universitetets ønske om at oprette en lægeuddannelse i Aalborg.
- Efter en alt for lang periode, hvor problemet ikke er blevet taget op, er det positivt, at ministeriet nu handler ved at ville oprette flere studiepladser. Det kan løse en del af problemet, men det betyder langt fra, at det forsvinder, påpeger professor Egon Toft, der er prodekan for det sundhedsvidenskabelige område på Aalborg Universitet.
- For det første vurderer vi, at de annoncerede 200 pladser ikke er nok, og for det andet får Nordjylland et massivt problem i fremtiden. Det er ingen hemmelighed, at det allerede i dag er umuligt at skaffe læger nok her i regionen, og vi har også kendskab til, hvor store problemer Aarhus Universitet har med at overtale deres studerende til at tage til Nordjylland, forklarer Egon Toft.
Protesterne fra de medicinstuderende i Århus var højlydte, da det blev kendt, at det kunne komme på tale at tvinge nogle studerende til at tage en del af uddannelsen på Aalborg Sygehus. På trods af aftaler om gratis lejligheder i Aalborg er kun meget få af de studerende fra Århus blevet lokket til Aalborg. I dag er blot 24 studerende tilknyttet Aalborg Sygehus’ sidste årgang.
- Det understreger det, vi hele tiden har sagt: For at sikre, at Nordjylland har tilstrækkeligt med læger i fremtiden, er det nødvendigt med en lægeuddannelse i Aalborg. Vi ved fra vores øvrige uddannelser, hvor meget Aalborg Universitets placering betyder for regionens unge, og vi ved, at Aalborg Universitet er med til at sikre regionen et højt uddannelsesniveau inden for mange erhverv. Det vil en lægeuddannelse i Aalborg også kunne gøre, siger Egon Toft.
Han er overrasket over, at ministeriets udmelding om de nye pladser er kommet allerede i starten af februar. Behovet for nye lægeuddannelsespladser er nemlig i færd med at blive undersøgt af Prognose- og Dimensioneringsudvalget i Sundhedsstyrelsen, og denne rapport er endnu ikke færdig.
- Vi vil gerne deltage i at skabe en mere vedvarende løsning, så vi ser frem til, hvad udvalget siger, når den endelige prognose ligger klar inden for en måneds tid. Derefter vil vi drøfte sagen med sundhedsministeren, som tidligere har udtalt sig positivt om idéen om en lægeuddannelse på Aalborg Universitet. Sundhedsministeren skal ifølge loven tages med på råd i beslutningen om flere lægeuddannelsespladser, så vi håber fortsat på, at der vil være opbakning til vores ønske, siger Egon Toft.
Yderligere oplysninger
- Prodekan Egon Toft, De Ingeniør-, Natur og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, Aalborg Universitet, tlf. 40 18 98 19.
- Videnskabsministeriets nyhed om ekstra pladser