Anette Kolmos er internationalt anerkendt for sin forskning i, hvordan man udvikler og styrker blandt andet ingeniøruddannelser, og disse erfaringer giver nu professoren fra Aalborg Universitet en ny titel. Den 1. oktober tiltræder hun som præsident for SEFI (European Society for Engineering Education). SEFI er den største europæiske forening for ingeniøruddannelser med ca. 400 medlemmer og med omfattende aktiviteter inden for udvikling af ingeniøruddannelser. Målet for de kommende år er at styrke SEFI’s position både på den europæiske og internationale arena, og det er blandt andet derfor Anette Kolmos er blevet udpeget som ny leder af organisationen.
- Det er absolut meget ærefuldt at blive valgt til denne position, og jeg er meget glad. En af grundene til, at der er peget på mig, er, at der i Bologna-processen, som er EU’s uddannelsesharmonisering, bliver lagt stor vægt på studentercentreret læring. Netop det område har vi stor viden om på Aalborg Universitet, forklarer Anette Kolmos, som fortsætter sit arbejde på AAU sideløbende med præsidentposten.
Erfaringerne med studentercentreret læring var også grunden til, at UNESCO for et par år siden placerede sit hovedsæde for udviklingsarbejdet med problembaseret læring hos netop Anette Kolmos på Aalborg Universitet. Her arbejdes der blandt andet for at etablere et globalt netværk for forskere, udviklere og undervisere inden for problem- og projektbaseret læring, og med Anette Kolmos som præsident kan SEFI også nyde godt af dette arbejde.
For den nyudnævnte SEFI-præsident er der mange ting på dagsordenen i den kommende tid. Først og fremmest er det vigtigt at ingeniøruddannelser udvikles i et samspil mellem institutionerne og centrale aktører. Den strategi, der for nylig er udviklet for rekruttering af flere studenter til SEFI, skal implementeres i den kommende periode, og der er lavet nye medlemskategorier for at understrege, at SEFI ønsker at etablere samarbejde med virksomheder om udvikling af uddannelserne. Ligeledes bliver en af Anette Kolmos’ opgaver at styrke samarbejdet med andre organisationer på europæisk plan og internationalt.
Yderligere oplysninger
- Professor Anette Kolmos, Aalborg Universitet, tlf. 99 40 83 07
- Læs mere om SEFI og om UNESCO Chair in Problem Based Learning in Engineering Education