AAU stærkt repræsenteret i Venture Cup

AU-studerende kan for første gang deltage i den landsdækkende iværksætterkonkurrence Venture Cup – og hele 19 hold har indleveret deres idéer.

Lagt online: 03.12.2009


Deadline i Venture Cup Idea Competition udløb i mandags ved midnat, og på AAU, hvor de studerende for første gang har mulighed for at deltage i den landsdækkende iværksætterkonkurrence, er interessen stor. Hele 19 hold har indleveret deres idéer, og med dette imponerende resultat er AAU-studerende godt positioneret til at stille sig på præmie-skamlen, når finalisterne i de fem kategorier (Services, Software, Cleantech, Applied Technology og Life Science) skal dyste om 25.000 ved live-finalerne i januar.

Med en landsdækkende stigning i indleverede idéer på 37 er direktør Tine Thygesen begejstret:
- Det er utroligt positivt, at et stigende antal studerende har fået øjnene op for de mange muligheder, der er i markedet, og begynder at udvikle nye metoder, services og produkter. Det er netop den indstilling der skal til, for at vi kommer styrket ud af krisen, siger hun.

De mest populære emner i tilmeldingerne fra AAU-studerende er Software og Applied Technology. 30 procent af de indleverede idéer fra AAU er i kategorien Software, og 25 procent er i Applied Technology. Venture Cup afholder finaler i alle fem kategorier i løbet af januar, hvor finalisterne vil dyste om hovedpræmierne på 25.000kr.

Kontakt

  • Direktør Tine Thygesen, Venture Cup, tlf. 30 11 19 33 
  • Kenneth Stenkjær Pedersen, AAU Innovation / Venture Cup Aalborg, tlf. 99 40 72 73

Fakta om Venture Cup 

  • Venture Cup er universiteternes fælles konkurrence for idéer og forskning med forretningspotentiale. Konkurrencen organiseres af syv danske universiteter (AAU, AU, CBS, DTU, KU, RUC og SDU) og finder sted hvert år hen over studieåret. Deltagerne hjælpes til at udvikle deres ideer til investeringsklare forretningsplaner gennem en serie af seminarer og workshops samt individuel coaching og feedback fra en professionel jury. Samlet uddeles kontante præmier for over en halv million kroner i løbet af konkurrencen. I alt er over 70 virksomheder startet siden den første Venture Cup i 2000. 
  • Venture Cup drives for universitetsmidler med støtte fra private sponsorer (Grundfos, Novo, Awapatent og Ernst & Young) samt offentlige midler (bl.a. Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Erhvervs- og Byggestyrelsen samt Selvstændighedsfonden). Over 100 investorer, serieiværksættere og erhvervsfolk bruger frivilligt deres tid på at være jurymedlemmer eller advisors for de deltagende hold i Venture, og hvert år modtager en håndfuld projekter betydelige investeringer efter deltagelse i konkurrencen.
  • Læs mere om Venture Cup