Henrik Lund er en landets mest aktive eksperter inden for energiplanlægning og energipolitik, og i internationale forskerkredse er hans arbejde meget citeret. Hans faglige styrke og store viden er væsentlige årsager til, at Henrik Lund overtager redaktørposten fra en amerikansk professor med henblik på at udvikle tidsskriftets faglige profil.
- Jeg er meget beæret over udnævnelsen. Det er ikke bare et fagligt skulderklap af mig, men helt klart også en stor anerkendelse af den rolle, som Aalborg Universitet spiller på verdensplan, når det handler om energiforskning, siger Henrik Lund om sin nye rolle, der ikke ændrer på hans tilknytning til AAU.
ENERGY, som udkommer 12 gange årligt, er et vigtigt tidsskrift indenfor energiforskningen. Det findes på de fleste af verdens universitetsbiblioteker, hvor der arbejdes med energi. Men i lighed med andre områder har tilgængeligheden via internettet fået stigende betydning. I 2008 blev der foretaget næsten en halv million download af artikler fra ENERGY.
I forbindelse med underskrivelsen af aftalen havde Aalborg Universitet besøg af Henri van Dorssen fra forlagets kontor i Oxford (foto).
Med udnævnelsen træder Aalborg Universitet for alvor frem på den internationale publiceringsscene inden for energi, eftersom dekan Frede Blaabjerg allerede er Editor-in-Chief for det ansete tidsskrift IEEE Transactions on Power Electronics blandt andet om teknologier, der sikrer energibesparelser. Endvidere er professor Hans Burchardt Editor-in-Chief for et velankrevet tidsskrift, og professor emeritus Jens Aage Hansen redaktør på Waste Management & Research. AAU er stolte over at huse de mange redaktører, som internationalt er med til at give universitetet faglig anerkendelse, branding og nye kontakter.
ENERGY udgives af det internationale forlag Elsevier og er organiseret med et internationalt editorial board, der kritisk gennemgår forskningsartikler fra andre dele af verden, inden de enten afvises eller udgives. Som Editor-in-Chief skal Henrik Lund stå i spidsen for denne proces og kommer til at træffe den endelige beslutning for de ca. 600 artikler, der gennemgås årligt.
Yderligere oplysninger
- Professor Henrik Lund, Institut for Samfundsudvikling & Planlægning, Aalborg Universitet, tlf. 99 40 83 09, mobil 29 40 34 99
- Besøg ENERGY – The International Journal