Andet højeste optag i AAU’s historie

Aalborg Universitet er meget tilfreds med at kunne byde 2380 nye studerende velkommen til universitetets bachelor- og professionsbacheloruddannelser i Aalborg, Ballerup og Esbjerg. Det er 291 flere optagne via KOT i forhold til 2008, svarende til en stigning på 14 %. Optaget er kun overgået én gang i AAU’s 35 års historie, nemlig i det ekstraordinære år 2007 med 2500 optagne.

Lagt online: 29.07.2009

Der er fremgang i antal optagne på alle tre fakulteter. Størst på Det Humanistiske Fakultet med en stigning på 25,7 %, i alt 690 optagne, og på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet med 25,3 %, i alt 678 optagne. Endelig stiger De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter (INS) med 1,3 %, i alt 1012 optagne. Disse tal dækker over en stigning på Sundhedsvidenskab på 14,8 %, på Naturvidenskab på 8,1 %, mens Ingeniørvidenskab må notere en mindre tilbagegang på i alt 3,4 %.

Der er ligeledes sket en stigning i antallet af unge, der er optaget under betingelse af, at de består et gymnasialt sommersuppleringskursus inden studiestart. Det drejer sig om 249, en stigning på 10 % i forhold til sidste år, der fordeler sig på næsten alle bachelor- og professionsbacheloruddannelser på AAU. De kan således se frem til at slippe for et års ventetid.

Alle kvalificerede ansøgere er blevet optaget undtagen på de tre adgangsbegrænsede bacheloruddannelser Jura, Psykologi og Humanistisk Informatik i Ballerup.

Blandt årets nye uddannelser er Matematik-Økonomi kommet bedst fra start.

På humaniora er antallet af studiepladser på Psykologi blevet udvidet, og denne uddannelse oplever også den største fremgang med +48, i alt 155 optagne, men langt de fleste uddannelser oplever en stigning. Det samme gør sig gældende inden for samfundsvidenskab, hvor den største stigning er sket inden for Socialrådgiver (+62) til i alt 156 optagne.

Inden for sundhedsvidenskab er antallet af optagne på Medicin med industriel specialisering steget med 18,3 % til 58 optagne mod 49 i 2008. I forhold til en kommende lægeuddannelse noterer AAU’s ledelse fremgangen med tilfredshed.
På de naturvidenskabelige uddannelser er den største fremgang at finde på Matematik og Statistik.

Endelig på ingeniøruddannelserne er Energi årets topscorer med 19 flere optagne, i alt 48.

AAU oplevede på lige fod med de andre universiteter en stor nedgang i KOT-optaget i 2008, hvilket primært skyldtes en nedgang i søgningen og indførelsen af de skærpede adgangskrav. Nogle af de væsentligste grunde til den store søgning og det høje optag i 2009 er bl.a., at flere unge sandsynligvis som følge af den finansielle afmatning i samfundet har valgt at ville studere i stedet for at arbejde/rejse mv., flere har taget eller er i gang med gymnasiale suppleringskurser, så de opfylder adgangskravene samt indførelsen af bonus for tidlig studiestart.

Efter den 30. juli 2009 er det fortsat muligt at blive optaget i den såkaldte 2. runde i august. AAU udbyder ledige studiepladser på alle uddannelser undtagen på Jura, Socialrådgiver, Psykologi, Humanistisk Informatik i Aalborg og Ballerup. Sidste år blev ca. 200 tilbudt optagelse på en ledig studieplads. Da der i år på landsplan er afvist væsentlig flere ansøgere end sidste år, vil dette tal sandsynligvis stige.

Yderligere oplysninger: