Ansøgningsrekorden er nu endelig optalt

Aalborg Universitet nåede 2.573 første prioritets ansøgere mod 2.207 i 2008

Lagt online: 08.07.2009

Efter en del problemer med den elektroniske del af ansøgningssystemet kunne Aalborg Universitet onsdag middag d. 8. juli afslutte optællingen af ansøgninger under den koordinerede tilmelding(KOT). Og i året, hvor AAU kan fejre 35 års fødselsdag, kan rektor Finn Kjærsdam glæde sig over den største søgning nogensinde.
I alt modtog AAU i år 2.573 første prioritetsansøgere mod 2.207 i 2008. Tallet slår også det hidtidige rekordår i 2007, hvor AAU modtog 2.552 første prioritets ansøgere.

Aalborg Universitet omtaler her kun 1. prioritetsansøgninger, da det giver det mest reelle billede.

Der er fremgang på alle 3 fakulteter: Humaniora, Samfundsvidenskab samt Ingeniør-, natur- og sundhedsvidenskab ligesom der er fremgang på AAU’s afdelinger i Ballerup og Esbjerg.

Samfundsvidenskab

Fremgang fra 586 i 2008 til 682 i år. Det er især uddannelserne til socialrådgiver, erhvervs-økonomer og sociologi, som går frem.

Humaniora

Meget stor fremgang fra 621 i 2008 til 837 i år. Det er især uddannelserne til Art & Technology, sprogfagene, humanistisk Informatik og psykologi, der har størst fremgang.

Ingeniør-, natur- og sundhedsvidenskab

Kan med 1.054 ansøgere mod 1.000 i 2008 præstere en samlet fremgang. Der er især fremgang for civilingeniøruddannelsen i energiteknik. Der er også fremgang på naturvidenskab, der bl.a. dækker uddannelser som matematik, datalogi, kemi, fysik og biologi mv.

Der er ligeledes fremgang for Aalborg Universitet i Esbjerg, der i år får 88 ansøgere samt for Aalborg Universitet i Ballerup, der i år får over 200 ansøgere.

Aalborg Universitets rektor Finn Kjærsdam er svært tilfreds med søgningen:

- Der er flere forklaringer på fremgangen, fx ved vi af erfaring, at flere søger uddannelse, når der er knaphed på jobs, så på det felt har finanskrisen givet fået flere til at søge. Jeg tror også, at de unge denne gang er bedre forberedt på de nye adgangskrav, og endelig har vi haft held til via vore opmærksomhedskampagner at fange mange af de unge, som sidste år valgte at udskyde deres uddannelse netop på grund af de nye skærpede adgangskrav.

Kontakt: