Danske studerende roses for olympisk byggeri i Rio de Janeiro

To studerende fra Aalborg Universitet har i en international konkurrence vundet en ‘Honourable Mention’ for deres forslag til et olympisk byggeri i Brasilien. Byggeriet er på en gang klimavenligt nytænkende og en kommentar til storbyens problemer med slumkvarterer.

Lagt online: 26.03.2009

Den brasilianske storby Rio de Janeiro håber at blive værtsby for De Olympiske Lege i 2016 og har som en del af den generelle planlægning udskrevet en konkurrence om at designe et markant byggeri. Opgaven lød på et tårn på den lille ø Cotunduba Island, der ligger 800 meter fra Cobacabana Beach, og for Thomas Holmann Bildsøe og Jakob Borrits Sabra var det en udfordring, der måtte tages op. Som studerende på Digital Design-linjen på Aalborg Universitets uddannelse i Arkitektur & Design lagde de hovederne i blød, og deres 9. semesterprojekt er nu blev hædret i den internationale konkurrence.

- Det er et klap på skulderen at få en honourable mention. Det viser os, at de ting, vi arbejder med her på studiet, har interesse for etablerede arkitekter også i international sammenhæng, siger en stolt Jakob Borrits Sabra efter offentliggørelsen.

- I vores projekt udforskede vi mulighederne for at lave et komponentbaseret design. Princippet i vores løsning var at tage det typiske højhus, opløse det i dets bestanddele og lægge det ned over øen. Bygningens funktioner blev placeret op af øens side, som det ses i Rios slumkvarterer, forklarer Jakob Borrits Sabra.

Dermed er projektet ikke blot baseret på bæredygtighed og klimaprincipper, men også en kommentar til Rio de Janeiros samfundsstruktur og voksende problemer med slumkvarterene. Bæredygtigheden er blandt andet tænkt ind i projektet gennem planen om at beklæde byggeriet med en komponentbaseret ”hud”, der fungerer som klimaskærm. Overfladen ændrer sig således for at imødekomme ændringer i vejret, og set fra Rio vil bygningen på øen derfor være i konstant forandring.

Konkurrencen er udskrevet af agenturet Arquitectum, og Thomas og Jakobs bidrag kan for tiden ses sammen med de øvrige vindere ved en udstilling på arkitektskolen Universidade Estácia de Sá i Rio. En ”Honourable Mention” er en udmærkelse, der tildeles et bemærkelsesværdigt og spændende bidrag uden for den almindelige vinderpulje.

Begge de studerende forventer at afslutte deres uddannelse på AAU’s Arkitektur & Design til sommer. Jakob Borrits Sabra stammer fra Viborg og bor for tiden i Berlin, hvor han arbejder sammen med firmaet Whitevoid, der har speciale i kunst og teknologi. Thomas Holmann Bildsøe stammer fra Århus, og ud over at være studerende på Aalborg Universitet er han medejer af firmaet Arkibot, der specialiserer sig i grafisk præsentationsmateriale af arkitektur- og designprojekter for andre firmaer.

Yderligere oplysninger