EliteForsk-initiativet, som videnskabsminister Helge Sander igangsatte for nogle år siden, skal være med til at sikre gode betingelser for unge, lovende forskere ved at belønne og synliggøre deres indsats og resultater. Da kronprinsesse Mary torsdag uddelte årets priser på Glyptoteket i København, var der hæder til tre unge forskere fra Aalborg Universitet – Nanna Friche, Petar Popovski og José Alberto Biurrun Manresa.
Friche og Manresa modtager begge rejsestipendier på 250. 000 kr., mens Popovski blev belønnet af Det Frie Forskningsråd med en Ung Eliteforskerpris på 200. 000 kr., der gives til de mest talentfulde unge forskere. Prisen er ikke blot en personlig cadeau til Petar Popovskis arbejde, men også en understregning af forskningskvaliteten på Institut for Elektroniske Systemer på AAU. Helt exceptionelt har dette forskningsmiljø nemlig modtaget EliteForsk-priser fire år i træk. Før Petar Popovski har Frank Fitzek, Mads Græsbøll Christensen og Jan Østergaard modtaget prisen.
Petar Popovski, der er 35 år og oprindeligt kommer fra Makedonien, beskæftiger sig med trådløs kommunikation og netværk i bred forstand. I hans primære forskningsprojekt undersøger han, hvordan man kan skabe bedre trådløse netværk ved brug af en ellers uønsket interferens. Trådløse netværk er i stærk vækst og findes i mange forskellige former, blandt andet i mobiltelefoner, Wi-Fi, WiMAX og Bluetooth-teknologier. Det store problem i al trådløs kommunikation er interferens, dvs. uønskede signaler, der forstyrrer modtagelsen af de ønskede signaler. Udgangspunktet for Popovskis projekt er at udvikle et system, hvor det uønskede signal helt eller delvist kan fjernes og det ønskede signal afkodes uden problemer. Pengene fra forskerprisen giver nye muligheder i Popovskis arbejde:
- Først og fremmest åbner det en mulighed for at etablere en forskningsgruppe, der vil være dedikeret til ovenstående problem ved at ansætte ph.d.-studerende og studentermedhjælpere. For det andet får jeg nu mulighed for at invitere fremragende forskere, som jeg allerede samarbejder med, på kortere ophold. Og for det tredje vil det selvfølgelig give mig mulighed for selv at rejse ud for at udvide forskningssamarbejdet og udbrede resultaterne, fortælller Popovski.
EliteForsk-rejsestipendierne uddeles til meget talentfulde unge ph.d. studerende, heriblandt AAU’s Nanna Friche og José Alberto Biurrun Manresa. Nanna Friche forsker i evaluering af uddannelser, undervisning og læring i erhvervsuddannelserne, mens argentinske José Alberto Biurrun Manresa er kommet til Aalborg Universitet for at beskæftige sig med eksperimentel smerteforskning. Hans forskningsprojekt undersøger smerte-inducerede forandringer i rygraden ved hjælp af tilbagetrækningsreflekser. De endelige forskningsresultater kan lede til en bedre forståelse af mekanismer i menneskets smertebearbejdelse.
Yderligere oplysninger
- Læs mere om EliteForsk-priserne, Petar Popovski, José Alberto Biurrun Manresa og Nanna Friche
- Linda Bang Jessen, pressekonsulent i Forsknings- og Innovationsstyrelsen tlf. 41 32 60 30
- Petar Popovski, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 99 40 98 97, mobil 21 94 78 73
- José Alberto Biurrun Manresa, Center for Sanse-Motorisk Interaktion (SMI), tlf. 99 40 95 62, mobil 27 11 89 03
- Nanna Friche, Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, tlf. 99 40 99 58, mobil 51 92 12 82
- Baggrunden for prisen: Professor Marcel A.J. Somers (formand for Forskningsrådet for Teknik og Produktion), tlf. 45 25 22 50