Den tredobbelte begivenhed bliver markeret med en festforelæsning med titlen 'Fra 1/8•p•L2 til byggeriets udvikling'.
Forelæsningen vil afspejle 40 års arbejde med undervisning, forskning og U-landsarbejde. Blandt emnerne er forholdet mellem teori og praksis, forskningsledelse samt relationer mellem forskeren og det omgivende samfund. Forelæsningen illustreres med eksempler fra områder, som særligt har haft Jørgen Nielsens interesse: Bærende konstruktioners sikkerhed, svigt, samt innovation – nye rammer og ny teknologi. Tilhørerne slipper heller ikke for en lille introduktion til eksperimentel bestemmelse af tryk i siloer og udvikling af lastmodeller til praktisk beregning.
Alle er velkommen til at overvære forelæsningen hos SBi i Auditoriet, Dr. Neergaards vej 15, 2970 Hørsholm kl. 15-17. Efter forelæsningen er der reception.
Jørgen Nielsen har i høj grad været med til at tegne SBi's profil i offentligheden. De senere års bygningskollaps, hvad enten de er sket som følge af stormvejr, snefald eller fejl i projektering og udførelse, så er det Jørgen Nielsen, der, på baggrund af sin store viden, træder frem i medierne og kommenterer situationerne. Senest var det også ham, der i radioen efter morgenens jordskælv 16. december 2008 kunne berolige nationen med, at vores huse nok skal blive stående.
Sikkerhed og svigt i byggeriet har de senere år været Jørgen Nielsens primære forskningsområde. Han har i flere år ledet arbejdet med at indsamle viden til 'Dansk svigtindeks', som Erhvervs- og Byggestyrelsen hvert år opdaterer med oplysninger om fejl og mangler i det danske nybyggeri og ved renovering.
Jørgen Nielsen er uddannet som bygningsingeniør inden for bærende konstruktioner. Han afsluttede sin uddannelse på DTU i 1968, og i 1972 erhvervede han ph.d.-graden med en afhandling om last i siloer.
Efter en række undervisningsår på DTU blev Jørgen Nielsen i 1984 ansat på SBi som leder af konstruktionsafdelingen. I de første år var hans interesse hovedsageligt forskning i løsfyld i siloer. Hans forskning bragte ham hurtigt op i gruppen af verdens førende siloforskere, men efter en omstrukturering blev siloforskningen på SBi nedlagt, og Jørgen Nielsen kastede sig derefter over bærende konstruktioner i bygninger. Det har dog ikke afholdt ham for sideløbende med SBi-arbejdet at fortsætte karrieren inden for siloforskningen. Det har gennem årene ført til mange artikler i anerkendte internationale forskningstidsskrifter.
Senere kom der bud efter Jørgen Nielsen fra Costa Rica. Han skulle stå i spidsen for opbygningen af et byggeforskningsinstitut i landet og flyttede derfor med sin familie til Costa Rica, hvor han boede og arbejdede i to år.
Hjemme på SBi igen var det posten som koordinator for gruppen, der forskede i byggeriets produktivitet, der kaldte. I 1998 blev han udnævnt til forskningschef for instituttets afdeling for materialer og konstruktioner. Stillingen varetog Jørgen Nielsen i seks år og søgte derefter tilbage som forsker.
I de mange år er det blevet til en betragtelig produktion af forskningsudgivelser, både nationalt og internationalt, og i perioden 1998-2003 var Jørgen Nielsen desuden Professor Associate på Brunel University i London.
Jørgen Nielsen er forsker 24 timer i døgnet. Alligevel har der i mange år indsneget sig en hel del oldboys-fodbold. Sommertiden bliver oftest tilbragt på den svenske ødegård med en masse fysisk arbejde.