Med etableringen af CNP (Center for Netværks Planlægning) blev der skabt et samlingspunkt for forskningen i netværksplanlægning, et styrket fundament for den nye specialisering af ingeniøruddannelsen på dette område og et efterspurgt videncenter til støtte for initiativerne til udbredelse af fiberbredbånd (FTTH, Fiber til Hjemmet). Forskning i netværksplanlægning er et tværfagligt fagområde, og CNP er derfor etableret i samarbejde med bl.a. Matematik, Geografiske Informationssystemer Systemer (GIS) og Erhvervsstudier.
Selvom CNP som udgangspunkt koncentrerede sig om de kablede net, stod det fra starten klart, at konvergensen mellem de kablede og trådløse teknologier ville komme til at spille en afgørende rolle i fremtidens digitale samfund. Det var derfor naturligt, at CNP samtidig indgik i etableringen af CTIF, Center for TeleInFrastruktur med fokus på de trådløse teknologier, der blev indviet samme dato, den 29. januar 2004.
På forskningssiden er opnået resultater, der har vakt international opmærksomhed med nye planlægningsprincipper og automatiske planlægningsmetoder, gennem bl.a. tre afsluttede og to igangværende ph.d.-projekter. Som led i at styrke forsknings- og uddannelsesmiljøet gik CNP i 2006 sammen med forskningsgrupper inden for Trådløs IP, Netværks Sikkerhed og Sensornetværk i etableringen af sektionen for Netværk og Sikkerhed under Institut for Elektroniske Systemer. Deltagelsen i CTIF-samarbejdet har været af uvurderlig betydning for at give adgang til den internationale forskningsverden, dels gennem deltagelse i EU projekter, dels gennem samarbejdet med andre universiteter og internationale forskningsmiljøer. CNP har trods sin beskedne bemanding formået at placere sig centralt i den hjemlige bredbåndsdebat og nyder i den sammenhæng stor respekt blandt såvel offentlige som private virksomheder. Den hurtige omsætning af forskningsresultater har været en afgørende faktor i opbygningen af de nye bredbåndsnet, men også givet frugtbare tilbagemeldinger om nytteværdien af forskningen og afdækket nye problemstillinger.
I fremtidsplanerne for CNP indgår en styrket indsats indenfor løsningsmodeller for udkantsområder. Dette område er et forsømt område forskningsmæssigt og umiddelbart af ringe interesse for operatørerne på et liberaliseret telemarked, hvor konkurrencen udspilles på de mere profitable tæt bebyggede områder. Mangel på indsats vil øge den digitale opdeling af befolkningen i et A- og B-hold og er et stigende globalt problem.
En væsentlig drivkraft bag både etableringen af CNP og fremdriften i de første fem år er professor Ole Brun Madsen, som er leder af CNP og i samme periode har virket som co-director for CTIF. CNP er et spin off af Det Digitale Nordjyllandsprojekt, Nordjysk Netforum, som blev etableret i et samarbejde mellem Aalborg Universitet, Nordjyllands Amt, Aalborg Kommune, KMD og Spar Nord Fonden. Projektet blev i den efterfølgende evaluering udpeget som et af de mest succesfulde og langtrækkende projekter.
Yderligere oplysninger
- Professor Ole Brun Madsen, CNP, tlf. 99 40 86 71