Flere sundhedsstuderende på AAU – medicinstuderende frivillig på Jamaica

Der er fremgang for det sundhedsvidenskabelige område på Aalborg Universitet, som efter sommerferien blandt andet åbner overbygningen af uddannelsen Medicin med Industriel Specialisering. De studerende er i tæt kontakt med medicinalindustri og hospitaler – blandt andet som frivillige på et jamaicansk sygehus.

Lagt online: 07.08.2009

Tidligere på sommeren kunne de allerførste bachelorer fra en af Aalborg Universitets nyere uddannelser fejre sig selv og hinanden. Medicin med Industriel Specialisering, som uddannelsen hedder, åbnede i 2006 og kombinerer viden om krop og teknologi med det formål at udvikle ny medicin og forbedre behandlingsformerne. Uddannelsen har i år fået en stigning i antallet af optagne studerende, og en af dem, der har været med fra starten, er Mikkel Kunwald. Han vil bruge en del af det kommende år på at afprøve nogle af sine færdigheder fra bacheloruddannelsen gennem frivilligt arbejde på et hospital på Jamaica.

- Jeg skal af sted gennem en engelsk organisation for frivillige, og de sender mange europæiske medicinstuderende ud i verden. Jeg forventer at få afprøvet min teoretiske kunnen fra uddannelsen i et klinisk miljø og få mig noget erfaring, og jeg håber på at få arbejdsopgaver med ansvar og direkte patientkontakt, siger Mikkel Kunwald.

Den treårige bacheloruddannelse afsluttede Mikkels gruppe med 10- og 12-taller for et projekt om hjerterehabilitering, hvor de studerende har undersøgt den medicinske behandling og betydningen af opfølgning blandt hjertepatienter. Når han påbegynder overbygningen af sin uddannelse efter sit forestående sabbatår, ligger hans interesse især på det kliniske område, som er en af de mulige specialeretninger.

- Mange har den rent industrielle retning med medicinalindustrien i tankerne, men jeg er mest interesseret i og dygtigst til det kliniske. Og hvis man tager i mod uddannelsens tilbud, er der masser af udfordringer at få på det område, mener Mikkel Kunwald.

Professor Egon Toft, der er prodekan for det sundhedsvidenskabelige område på Aalborg Universitet, glæder sig til i år at kunne byde flere studerende velkommen på Medicin med Industriel Specialisering end sidste år. Han glæder sig over hvor fokuserede, de studerende er, og over at blandt andet Mikkel Kunwald allerede nu kaster sig ud i at bruge kundskaberne i praksis.

- På de første tre år har de studerende lært de basale medicinske kundskaber som anatomi, fysiologi og biokemi, og de har lært om diagnosticering og klinisk behandling. På den måde minder det meget om, hvad man lærer på de første år af en lægeuddannelse. Efter sommerferien starter de industrielle specialiseringer for alvor op på uddannelsens overbygning, og det forventer vi os meget af, siger Egon Toft.

Han vurderer, at det generelt er gået godt siden opstarten i 2006. Efter et frafald af studerende i den første periode har man ændret på dele af opbygningen og tidspunkter for eksamener, hvilket har gjort forholdene bedre. I år kan folkene bag uddannelsen oven i købet glæde sig over flere studerende. Sidste år startede 49 studerende på Medicin med Industriel Specialisering, mens der i år er optaget 58 – og flere kommer måske til før studiestart i september. Der er nemlig fortsat ledige pladser på denne og de fleste andre uddannelser på AAU, og for nogle af dem, der ikke er kommet ind på for eksempel læge- eller farmaceutuddannelserne, vil Medicin med Industriel Specialisering være et spændende alternativ, vurderer Egon Toft. Der er en samlet stigning i optagne studerende på Aalborg Universitets sundhedsvidenskabelige område, der bl.a. tæller uddannelserne Idræt, Sundhedsteknologi og Medicin med Industriel Specialisering.

Kontakt:

  • Prodekan Egon Toft, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet, mobil 40 18 98 19, tlf. 99 40 95 47.
  • Medicinstuderende Mikkel Kunwald, Aalborg Universitet, mobil 6019 6304
  • Generel pressekontakt: Tor Bagger Elmegaard, De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, Aalborg Universitet, tlf. 99 40 96 44