Adjunkt Ira Assent fra Institut for Datalogi får prisen af det indflydelsesrige tyske Selskab for Informatik (Gesellschaft für Informatik) i forbindelse med en stor konference om databaser i denne uge. Prisen bliver givet som anerkendelse af hendes ph.d. projekt, der blev afleveret ved universitetet i Aachen, før hun tiltrådte i Aalborg. Indstillingen af hende kommer blandt andet fra lederen af Aalborg Universitets Center for Data-intensive Systemer, professor Christian S. Jensen, som glæder sig over udmærkelsen til sin unge kollega.
- Ira beskæftiger sig med den meget tekniske del af datalogien, og hun er en fantastisk rollemodel på et tidspunkt, hvor der er stort behov for flere kvinder i de tekniske videnskaber. Hendes forskning er helt unik og yderst relevant i en tid, hvor både mængden og kompleksiteten af data bare vokser og vokser. Hun har i sin forskning allerede formået at spænde helt fra dyb teoretisk indsigt til konkrete anvendelser, siger Christian S. Jensen.
Mange typer indhold
Indholdet i de store databaser, som Ira Assent tumler med i sin forskning, kan eksempelvis være musik, medicinske scanninger, gen-kortlægninger eller højopløselige fotos. Prisen på lagringsmedier er styrtdykket, så der er ikke længere de store omkostninger forbundet med at gemme enorme mængder data. Til gengæld kan det være svært at finde præcis de oplysninger og sammenhænge, der er brug for. Ira Assent udvikler computer-algoritmer, som giver effektive søgninger i de store databaser. Det gør det samtidig muligt at trække helt ny viden ud af data-dyngerne.
- Nogle af de mest nyttige anvendelser af databaser er kun mulige, hvis vi kan gøre det hurtigere at søge i dem. Så for mig handler det om at speede tingene op. På den måde er det lidt af en sport. Vi prøver at overgå andre ved at være hurtigere, fortæller Ira Assent.
I fritiden fragter hun sig selv rundt på en motorcykel, men hun understreger, at det foregår stille og roligt inden for lovens rammer. Til gengæld har de database-metoder, hun har været med til at udvikle i sin forskning, lagt sig i overhalingsbanen. En smart ny måde at gøre tingene på reducerede i et konkret eksempel tidsforbruget fra 1000 sekunder til ét enkelt sekund, da der skulle findes ligheder mellem 200.000 digitale fotos i en database. Vel at mærke uden at resultatet blev ringere.
- Det er fantastisk tilfredsstillende, når vi på den måde er i stand til at mangedoble hastigheden. Det er dét, vi går efter. Hvis vi får en stor forøgelse af hastigheden i det første forsøg, er der også gode muligheder for at forbedre det yderligere, så det giver blod på tanden, forklarer Ira Assent.
For hende er en vigtig del af fart-fascinationen, at den større effektivitet gør det muligt at bruge database-teknologi i nye praktiske sammenhænge. Eksempelvis har vand-forskere brugt hendes resultater til at udvikle et konkret produkt, som hjælper med at analysere svimlende store mængder indsamlede data om miljøtilstanden ved tyske floders bredder.
- Politikerne brugte det værktøj, da de skulle tage stilling til hvilke floder, der havde behov for en særlig indsats. Det er en stor tilfredsstillelse, når det bliver så konkret, fortæller Ira Assent.
Selv om en del af hendes drivkraft er at konkurrere om at være bedst på området, har hun sammen med kolleger fra sit gamle universitet i Aachen været med til at bane vej for større åbenhed og lettere sammenligninger mellem de metoder, forskerne finder frem til i deres arbejde.
- Vi har lagt vores database-algoritmer ud som Open Source, så andre forskere har mulighed for at kigge med og arbejde videre på resultaterne. Vi håber, at mange andre på vores område vil tilslutte sig initiativet, for det fungerer kun, hvis der er bred opbakning til det, fortæller hun.
Fakta
- Den store tyske BTW konference om database-teknologi afvikles hvert andet år. Konferencen afsluttes med uddeling af en hæderspris til ph.d. forskere, som i de forgangne to år har afsluttet særligt fremragende forskning på området. Ira Assent modtager prisen den 6. marts, og ved samme lejlighed præmieres yderligere to forskningsprojekter fra universiteterne i Saarbrücken og Marburg.
Kontakt
- Adjunkt Ira Assent, Institut for Datalogi, Aalborg Universitet, ira@cs.aau.dk, tlf. 9940 8904, mobil 2296 3341