Frede Blaabjerg fortsætter arbejdet for Højteknologifonden

Højteknologifonden, der hvert år uddeler flere hundrede millioner kroner til dansk forskning og nye teknologier, har udskiftet en stor del af sin bestyrelse. Dekan Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitet er blevet bedt om at fortsætte sit arbejde for fonden.

Lagt online: 27.04.2009

Når der skal træffes beslutninger om hvilke teknologiske forskningsprojekter, der skal satses ekstra på herhjemme, sidder Højteknologifonden på nogle af de vigtige beslutninger. Med hver deres professionelle baggrund inden for forskning, teknologi og forretning vurderer fondens bestyrelsesmedlemmer hvilke projekter, der skal have økonomisk støtte. Alene i år investerer Højteknologifonden 280 millioner kroner i nye teknologiprojekter, og til næste år ventes beløbet at nå op omkring en halv milliard.

Medlemmerne af bestyrelsen skal med nogle års mellemrum skiftes ud for at sikre en løbende udvikling, og fonden har netop annonceret, at halvdelen af medlemmerne skal afløses af nye ansigter. En af de personer, der er blevet bedt om at fortsætte sit arbejde i fonden, er Frede Blaabjerg, der er dekan på De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på Aalborg Universitet.

- Højteknologifondens arbejde handler om at støtte de bedste og mest perspektivrige højteknologiprojekter, som foregår i et meget tæt samarbejde imellem forskere og virksomheder. Det er noget, vi har mange års erfaring med på Aalborg Universitet, påpeger Frede Blaabjerg med henvisning til, at AAU for et halvt år siden af Dansk Industri (DI) blev udpeget som erhvervslivets foretrukne samarbejdspartner.

- Ud over at arbejdet er enormt spændende at deltage i, ser jeg også pladsen i Højteknologifondens bestyrelse som en anerkendelse af hele den indsats, Aalborg Universitet gør inden for netop erhvervs- og samfundsrelevant forskning. Og Højteknologifonden vil komme til at spille en stadigt større rolle i de kommende år, fordi de økonomiske støttemidler bliver flere, efterhånden som fondens egenkapital vokser, forklarer han.

Frede Blaabjerg, der første gang blev udpeget til Højteknologifondens bestyrelse i 2007, har trods sine blot 45 år markeret sig som en af landets førende forskere på energiområdet. Han har gennem sin karriere formået både at være en af verdens mest citerede forskere inden for sit felt og at arbejde tæt sammen med små og store virksomheder i Danmark. Inden for effektelektronik har han markeret sig som en af verdens førende forskere med en lang række nationale og internationale priser, blandt andet Grundfos-prisen. Ud over posten i Højteknologifonden sidder Frede Blaabjerg også bl.a. i Det Strategiske Forskningsråd, Programkomitéen for Energi i EU og European Research Council.

De fire nye medlemmer, der er udpeget til Højteknologifondens ni personer store bestyrelse, er professor Anja Boisen fra DTU Nanotech, adm. dir. Ulla Brockenhuus-Schack fra DTU Symbion Innovation, adm. dir. Kirsten Drejer fra Symphogen og group vice president Conni Simonsen fra Grundfos Management. Højteknologifonden har frem til i dag støttet opstarten af 72 højteknologiske projekter og platforme med et samlet budget på 1,9 mia.

Yderligere oplysninger