Jerntæppets fald

20-året for kommunismens sammenbrud i Østeuropa markeres i disse dage med en udstilling på Aalborg Universitetsbibliotek. Sidste dag for udstillingen er fredag den 13. november 2009.

Lagt online: 28.10.2009

I perioden efter 2. verdenskrig medførte politiske uoverensstemmelser, at Europa blev delt i øst og vest. Det kommunistiske Sovjetunionen sad tungt på Østeuropa og sørgede for, at grænserne mod Vesten lukkede - officielt for at beskytte borgerne i Østeuropa mod kapitalismen. Så var banen kridtet op for mere end 40 års kold krig.

I 1989 blev der imidlertid slået store, betydningsfulde huller i jerntæppet mellem øst og vest. Den 9. november 1989 faldt muren der i 28 år havde splittet Berlin i to. Og den 16. november-29. december foregik en relativt fredelig revolution i Tjekkoslovakiet (Fløjsrevolutionen), der førte til den kommunistiske regerings fald. Begge var det begivenheder, som var med til at sætte skub i demokratiseringen af Europa og øge mulighederne for et bedre europæisk samarbejde.

Den aktuelle udstilling er arrangeret i samarbejde mellem Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Aalborg Universitetsbibliotek og Den Tjekkiske Ambassade. Udstillingen viser en række fotografier fra jerntæppets fald.

Tirsdag den 3. november kl. 14.00 afholdes et særligt arrangement, hvor den tjekkiske ambassadør Zdeněk Lyčka fortæller om Fløjlsrevolutionen. Desuden vil dokumentarfilmen "A Tender Revolution" blive vist. Bent Boel fra Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold vil holde et lille foredrag om sin forskning om den danske venstrefløjs samarbejde med og forhold til de østeuropæiske systemkritikere under den kolde krig.

Udstillingen "20 år for jerntæppet" 12. oktober - 13. november 2009 samt arrangementet 3. november 2009 kl. 14.00 finder sted på Aalborg Universitetsbibliotek, Langagervej 2, 9220 Aalborg Ø.

Alle er velkomne til at besøge udstillingen samt deltage i arrangementet den 3. november.

Yderligere information