Danske virksomheder har tradition for at være underleverandører til bilindustrien. Projektet ”Fremtidens højeffektive elbil integreret i elsystemet” fokuserer på de danske kernekompetencer inden for viden- og forskning. Ny viden og forskning skal bidrage til at få el-biler ud på de danske veje ved blandt andet at udvikle nye motorer, gear, styring og effektiv udnyttelse af batterierne.
- Vi håber, at vi ved at udvikle komponenter og teknologier til fremtidens el-bil kan være med til at fastholde Danmarks erhvervsmæssige potentiale på området og sikre, at Danmark i fremtiden bliver en vigtig underleverandør til en bilindustri i forandring, fortæller institutleder John K. Pedersen fra på Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet.
De 14 millioner til projektet kommer blandt andet fra EU’s strukturfonde, Erhvervs- og Byggestyrelsen og fra de partnere, der bidrager med viden, timer og penge. Partnere i projektet er Institut for Energiteknik/Aalborg Universitet, Teknologisk Institut, Nordjysk Innovations- og Kompetencecenter for Vedvarende Energi, Danfoss Silicon Power, Dong, Lithium Balance, Serenergy, KK electronics, H2 Logic, Nyfors, Nordjysk Elhandel, Frederikshavn Kommune, Sintex, FJ Sintermetal, Renault.
Projektet vil udvikle centrale komponenter og teknologier til fremtidens elbil. Det kunne for eksempel være løsninger inden for en række kerneteknologier som motorer, gear, effektstyring, batteriopladere samt metoder til optimal samspil med elnettet.
Fakta om Den Konkurrenceudsatte Pulje
- Danmark får årligt i perioden 2007-2013 ca. 492 mio. kr. (2007-priser) fra EU’s strukturfonde (Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond) til at styrke den regionale konkurrenceevne og beskæftigelse.
- 90 pct. af strukturfondsmidlerne bliver fordelt af de seks regionale vækstfora, og de resterende 10 pct., ca. 49 mio. kr. årligt, bliver fordelt efter konkurrence – den såkaldte konkurrenceudsatte pulje af strukturfondsmidler. Heraf er halvdelen regionalfondsmidler og halvdelen socialfondsmidler. Puljen skal matches med tilsvarende national offentlig eller privat medfinansiering.
- Danmarks Vækstråd fastlægger årlige temaer for den konkurrenceudsatte pulje. I 2008 var temaerne: Fremme af effektiv energianvendelse og vedvarende energi, Gode rammevilkår for udenlandsk arbejdskraft i Danmark, Forbedrede rammevilkår for udvikling af klyngerelationer.
- De regionale vækstfora har med udgangspunkt i de regionale erhvervsudviklingsstrategier og de danske strukturfondsprogrammer ansvar for at indstille til staten, hvordan strukturfondsmidlerne skal anvendes. Erhvervs- og Byggestyrelsen træffer afgørelse om tildeling af midlerne efter høring af Danmarks Vækstråd. Læs mere på www.regionalt.dk
For yderligere information kontakt
- Erhvervs- og Byggestyrelsen: Süreyya Arikan, tlf. 3546 6449
- Institut for Energiteknik, AAU: Institutleder John K. Pedersen, tlf. 99 40 92 64, mobil 21 29 34 64
- Læs mere på Erhvervs- og Byggestyrelsens website