Ny uddannelse skal udklække skarpe finansfolk

Studerende fra ny matematik-økonomi uddannelse på Aalborg Universitet skal forudsige fremtidige finanskriser og hjælpe samfundet med at afværge konsekvenserne. Uddannelsen, som netop er blevet godkendt, skal skærpe de unges analytiske evner via konkrete projekter og tæt samarbejde med erhvervslivet.

Lagt online: 28.01.2009

Ifølge institutleder Susanne Christensen fra Aalborg Universitets Institut for Matematiske Fag er der både i private og offentlige virksomheder et stort behov for økonomiske medarbejdere med solide matematiske kvalifikationer.

- Vi lover meget, når vi går ud og siger, at vi kan give de unge mennesker en uddannelse med fremragende karriereudsigter, stor jobsikkerhed og mange valgmuligheder i fremtiden, uanset om der hersker vilkår som under den igangværende finanskrise, eller der er opgangstider igen. Men vi gør det, fordi vi ved, at finanssektoren og erhvervslivet i øvrigt mangler medarbejdere med et stærkt matematisk fundament, fortæller Susanne Christensen.

Matematik-økonomi uddannelsen har eksisteret i en årrække på universiteterne i København og Århus. Den er velkendt og velrenommeret i erhvervslivet, og der har aldrig været arbejdsløshed blandt de uddannede.

- Vores ambition er at forbedre de efterspurgte uddannelser med en anderledes indlæringsmetode. Aalborg Universitets undervisningsform sikrer meget lavere gennemførelses-tider for de ”hårde” uddannelser som matematik og statistik. Det forventer vi at kunne overføre til matematik-økonomi uddannelsen. Desuden har vi stor erfaring med at sikre reel tilknytning til erhvervslivet via projektarbejde, forklarer Susanne Christensen.

Kreative model-byggere

Blandt de emner, de studerende skal arbejde med, er store spørgsmål som hvorfor lavkonjunkturer opstår, hvordan verdensomspændende finansielle kriser udvikler sig, og hvordan man foretager effektive markedsanalyser. Deres våben bliver matematiske modeller, og deres dygtighed kommer til at afhænge af, hvor gode de er til at lave de rigtige modeller.

Banker og forsikringsselskaber benytter modellerne til deres finansielle risiko-vurderinger, og private og offentlige virksomheder bruger dem i stigende omfang til planlægning og konsekvensvurderinger.

- Vi vil producere medarbejdere, som har de nødvendige forudsætninger for at udvikle de rigtige matematiske modeller. Vores uddannelse har en høj vægtning af matematisk og statistisk teori i forhold til traditionelle økonomistudier, og derfor har den et meget specifikt erhvervssigte, understreger institutleder Susanne Christensen.

Muligheden for at få afgørende indflydelse på samfundsudviklingen er et af hendes stærkeste argumenter for, at unge med interesse for økonomi og flair for matematik bør overveje uddannelsen.

- Hvis man står med en HHX, en HTX eller en almindelig studentereksamen i hånden, og måske ikke er helt afklaret med, hvordan man ønsker at tilbringe resten af sit arbejdsliv, er en matematik-økonomi uddannelse et godt valg. Den giver en bred vifte af muligheder for karriere herhjemme og i udlandet som for eksempel aktieanalytiker, økonomidirektør eller udviklingsansvarlig. Det kræver, at man kan klare uddannelsens matematiske indhold, men hvis matematikken i gymnasiet er en overkommelig opgave, er uddannelsen helt klart en overvejelse værd, mener Susanne Christensen.

Kontakt og fakta