Prisregn til Aalborg-forskere på international glaskonference

Forskningen i isoleringsmaterialer, glas og andre kemiske forbindelser er i international særklasse på Aalborg Universitet. Det blev eftertrykkeligt dokumenteret af priser, æresbevisninger og udnævnelser til den delegation af forskere fra universitetets Institut for Kemi, Miljø og Bioteknologi, som netop har deltaget i kæmpe konference i Canada.

Lagt online: 12.06.2009

Glasgruppen på Aalborg Universitet tæller ni forskere, og seks af dem deltog i konferencen om materiale-teknologi i Vancouver i fornemt selskab med i alt 850 materialeforskere, ingeniører og producenter fra hele verden. Men takket være de medbragte resultater var Aalborg-forskerne ikke i fare for at drukne i mængden.

Tværtimod snuppede to af gruppens unge ph.d. forskere, Mette Moesgaard og Morten Mattrup Smedskjær, helt usædvanligt henholdsvis 1. og 2. pladsen for bedste præsentationer af deres respektive projekter om udvikling af glasmaterialer til cement-fremstilling med reduceret CO2 udledning samt udvikling af nanoforstærkede glasoverflader.

Begge var i forvejen blandt talerne på konferencen. Det samme gjaldt adjunkt Ralf Keding, som måtte på podiet endnu en gang, da han blev hædret med den internationale Vittorio Gottardi Memorial Prize. Prisen gives til unge forskere som anerkendelse for særligt fremragende bedrifter inden for glasforskningen.

Glasgruppens leder, professor Yuanzheng Yue, var blandt de inviterede talere på konferencen, og han blev i samme forbindelse udpeget til rådsmedlem i den internationale glaskommission som repræsentant for Dansk Keramisk Selskabs glasdivision, hvor han i forvejen er formand.

- Vores gruppes forskning blev også citeret flittigt af andre videnskabsfolk i forskellige sammenhænge, så det var en meget succesfuld konference for vores gruppe, fortæller en glad Yuanzheng Yue efter hjemkomsten til Aalborg.

Industri-samarbejde har stor del af æren

Viceinstitutleder Kim Lambertsen Larsen deler glæden og stoltheden over at have en forskergruppe med i den absolutte verdenselite.

- Konkurrencen på området er skarp, så det er ekstremt flotte resultater, de har præsteret. Det viser, at vores glasgruppe er blandt de bedste i verden, og æren for det tilfalder i høj grad professor Yuanzheng Yue, siger Kim Lambertsen Larsen.

En anden vigtig faktor er gruppens nære samarbejde med industrien.

- Vi arbejder tæt sammen med Rockwool, Aalborg Portland og andre førende virksomheder i bestræbelserne på at løse konkrete problemer. Det er afsæt for grundforskning af meget høj kaliber, så hæderspriserne er også en direkte konsekvens af vores projekter med industrien, siger Kim Lambertsen Larsen.






 

 

Fakta

Kontakt: