Spændende viden i sjove rammer på Forskningens Døgn

Landet over vil man i de kommende dage kunne komme tæt på forskning og viden på måder, der er lidt anderledes end hverdagen i et laboratorium. Fredag og lørdag er nemlig Forskningens Døgn, og Aalborg Universitet rykker i den anledning ud med et vidt favnende arsenal af robotter, 3D-lyd, racerbiler og underholdende eksperimenter fra forskere og studerende.

Lagt online: 23.04.2009

- Vi vil gerne ud og vise nogle af de mange spændende ting, der bliver arbejdet med på universitetet, på en anderledes og underholdende måde. Det sker rigtigt meget inden for forskning, som har betydning for mennesker, og Forskningens Døgn er en god lejlighed til at vise rent praktisk og på en underholdende måde, hvad der sker, og hvilken betydning det har, forklarer kommunikationsmedarbejder Annette Lind fra Aalborg Universitet, som er med til at stable de mange indslag på benene.

Fredag starter løjerne i auditoriet på Utzon Centeret med en utraditionel Videnskabsquiz for folkeskole- og gymnasieklasser, hvor den lokale rapper Johnny Hefty er konferencier. Med kampgejst og bannere dyster klasserne mod hinanden i spørgsmål, der er inddelt efter Aalborg Universitets fakulteter, Humaniora, Samfundsvidenskab samt Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskab.

Lørdag er den store dag med levende og interaktive udstillinger for alle aldre, ligeledes i Utzon Centeret på havnefronten. Her er der ”Fremtidstorvet” fyldt med sjove muligheder fra teknologiens og forskningens frontposter. Der er mulighed for at prøvekøre en Segway, som er et lille, men avanceret transportmiddel på to hjul, der styres ved at bevæge kroppen frem eller tilbage. De AAU-studerende, der hvert år bygger en rigtig racerbil, viser hestekræfterne frem, og den glade robot Robotino kører rundt og hilser på gæsterne i Utzon Center.

Der er også finurlige projekter med overvældende 3D-lyd, miljørigtige møbler og underholdende eksperimenter fra de studerendes Kemishow og Fysikshow, der får lærerig leg med eksplosioner og overraskelser ud af ingredienser fra køkkenskabet. Derudover giver Center for Anvendt Oplevelsesøkonomi (ApEx) flere eksempler på it-baserede oplevelsestjenester, og undervejs i strømmen af sjove præsentationer fra studerende og forskere kan en mindre gruppe af gæsterne opleve en fed koncert med den populære rapper Niarn fra ”Dobbelt-A”, som han kalder hjembyen Aalborg.

- Det er forskning i øjenhøjde, og det er det, der er hele idéen bag Forskningens Døgn. Vi kommer blandt andet i kontakt med folk, der ikke normalt ville opdage de spændende ting, der arbejdes med i universitetets bygninger, forklarer Annette Lind.

De mange præsentationer kan opleves på Fremtidstorvet i Utzon Centeret lørdag den 25. april fra kl. 11 til 15.30, og der er gratis entré.

Yderligere oplysninger

  • Tid og sted: Videnskabsquiz for tilmeldte folkeskoleklasser i Utzon Center, fredag d. 24. april kl. 9-11 og gymnasieklasser kl. 12 -14. Prøv kræfter med fremtidens på Fremtidstorvet i Utzon Centeret lørdag den 25. april kl. 11-15.30
  • Kontakt: Kommunikationsmedarbejder Annette Lind, AAU, tlf. 99 40 73 42, mobil 21 38 17 12
  • Læs mere om Forskningens Døgn i Danmark