I den første opgørelse over gennemsnitlige studietider havde Universitets- og Bygningsstyrelsen ikke medregnet ingeniørerne fra Aalborg Universitet. Forklaringen var blandt andet problemer med at rense tallene for udenlandske studerende med forudgående studieforløb i hjemlandet. Men en forbedret opgørelsesmetode har gjort det muligt at inddrage de færdiguddannede ingeniører i beregningsgrundlaget, og det har ændret billedet i toppen af listen.
Aalborg Universitet kan nu bryste sig af, at den gennemsnitlige studietid for et typisk universitetsforløb med bachelor og kandidatuddannelse blot er 5,3 år. Andenpladsen indtages af IT-Universitetet med 5,6 år efterfulgt af Copenhagen Business School (Handelshøjskolen i København) med 5,9 år. Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er dumpet ned på fjerdepladsen, efter af den gennemsnitlige studietid med den nye beregningsmetode er steget til 6,1 år.
Københavns Universitet og Roskilde Universitet har fortsat den højeste studietid med henholdsvis 7,1 og 7 år.
Højt humør
Humørbarometret hos Aalborg Universitets rektor Finn Kjærsdam har bevæget sig fra glad til lykkelig, efter at han har modtaget den nye statistik.
- Vi var stolte over de første tal, men det ærgrede os naturligvis, at vores klart største gruppe af studerende var udeladt. Nu er ingeniørerne med, og det har blot gjort billedet endnu tydeligere, siger Finn Kjærsdam.
Rektoren forklarer de korte studietider i Aalborg med, at de studerendes gruppearbejde om projekter er med til at styrke selvkontrollen og pligtfølelsen. Desuden viser undersøgelser, at de studerende i Aalborg ugentligt bruger 6-10 timer mere på studierne end unge på andre universiteter.
Statistikken fra Videnskabsministeriet, som viser den gennemsnitlige studietid for et typisk universitetsforløb (bachelor plus kandidat) fordelt på universiteter 2007 – udlændinge på hel uddannelse i Danmark er ikke talt med.
Kilde: Beregninger udført af Universitets- og Bygningsstyrelsen på data fra Danmarks Statistik. Studietiden for et universitetsforløb er beregnet på individniveau ved at beregne den samlede studietid for bachelor og delt kandidatuddannelse (2-årig kandidatuddannelse) eller studietiden for en udelt kandidatuddannelse (5-årig kandidatuddannelse). Den normerede studietid for universitetsuddannelser (bachelor- og kandidatuddannelse) er 5 år. For dyrlægeuddannelsen er den dog 5,5 år og for lægeuddannelsen 6 år. Udlændinge på hel uddannelse i Danmark er ikke medregnet, da de kan være optaget på en dansk uddannelse med ganske meget merit fra udenlandsk uddannelse.