Ca. 400 studerende modtager i disse dage præcis samme undervisning og arbejder sideløbende med kreative klimaopgaver i Aalborg, Esbjerg og Ballerup. De mange unge mennesker læser på en af Aalborg Universitets afdelinger i de tre byer og har tilmeldt sig et unikt fire-dages-forløb for studerende, der går med en iværksætter gemt i maven. Ingen andre steder i verden end på AAU’s tre afdelinger anvendes så avancerede metoder til at fremme entrepreneurship blandt studerende.
Erfaringerne fra sidste år, hvor man for første gang afholdt WOFIE (Workshop for Innovation and Entrepreneurship) er gode, men i år er det rekordstore idékursus tilført et ekstra element. Alle forslag, som de studerende udvikler under det tværfaglige arrangement, skal nemlig tage udgangspunkt i løsninger til de energi- og klimaproblemer, kloden står over for i disse år.
- Vi er kun i gang med brainstorme på løsningen af opgaven, men det bliver formentlig noget inden for bæredygtig energi, fortæller Jacob Elgaard på kursets første dag. Jacob Elgaard læser Kommunikation, Kultur & Globalisering og er blevet sat sammen i en gruppe med studerende fra helt andre fag.
- De andre, jeg sidder med, kan måske lave produktet, mens jeg kan bidrage med en forståelse af markedet, forbrugerperspektivet, og hvordan det passer ind i en større globaliseringssammenhæng, forklarer Jacob, der har tilmeldt sig WOFIE for at få viden om, hvordan man starter egen virksomhed, hvilket han på sigt ser som en mulighed for ham selv.
Emnet klimaløsninger er valgt på baggrund af den forestående FN-klimakonference, COP15, som finder sted i København i december. Helt konkret skal de studerende på WOFIE i deres idéarbejde tage udgangspunkt i løsninger til de energi- og klimaproblemer, kloden står overfor.
- Miljøet er noget, som vi alle kan og skal forholde os til netop nu, og derfor er det et meget aktuelt og væsentligt emne at beskæftige sig med. Jeg håber og tror, at vi kan få mange gode idéer til, hvordan vi kan være med til at forbedre miljøet, fortæller projektleder Nanna Tribler fra Aalborg Universitets iværksætterkontor SEA..
De bedste idéer vil ikke blot kunne være til gavn for klimaet, men også for de studerende. Ligesom i 2008 er Dantherm nemlig sponsor i præmieringen af de bedste ideer og koncepter, der udvikles i løbet af de fire WOFIE-dage. Dantherm Fonden har doneret et femcifret beløb, og virksomheden stiller også på iværksætterarrangementets første dag en række tekniske fagpersoner med klima- og energividen til rådighed for de studerendes spørgsmål.
- WOFIE er et fremragende initiativ, og derfor støtter Dantherm workshoppen. Målet med at stimulere innovation og iværksætteri er afgørende for fremtidig erhvervs- og samfundsudvikling, og den aktuelle klimaudfordring er et velvalgt emne, siger afdelingschef Kim Kjølhede fra Dantherm Power A/S.
- Vi befinder os dagligt i en global teknologisk og markedsmæssig konkurrence. Det stimulerer vores innovationsvilje og engagement. Med gode præmier til de bedste ideer eller koncepter håber vi at kunne give deltagerne i WOFIE ekstra gnist og samtidig profilere Dantherm som arbejdsplads over for de studerende, fortæller Kim Kjølhede.
Det overordnede mål med WOFIE er, at studerende fra Aalborg Universitet skal være med til at drive fremtidens samfundsvækst og initiativrigdom frem, og WOFIE afvikles derfor i samarbejde med Vækstforum Nordjylland. Samarbejdet betyder også, at de mange idéer, der udvikles under WOFIE, vil indgå i regionens deltagelse i den landsdækkende idékonkurrence Klima-DM.
Yderligere oplysninger
- Rektor Finn Kjærsdam, AAU, tlf. 99 40 95 01, mobil 40 55 85 22
- Projektleder Nanna Tribler, AAU’s iværksætterkontor SEA, tlf. 99 40 72 74, mobil 29 43 76 43
- Dantherm: Kim Kjølhede, tlf. 96 14 47 99, mobil 21 600 500
- Læs mere om WOFIE og se videoindslag
- Tid og sted: Den 14.-17. april. Aalborg: Solsidehallen, Lerumbakken 11, 9400 Nørresundby, sportshal 1 og 2. Esbjerg: AAU, Niels Bohrsvej 8, 6700 Esbjerg, rum A-204. Ballerup: AAU, Lautrupvang 2B, 2750 Ballerup, rum 003
- Pressen er meget velkommen til at besøge WOFIE 2009 under kursusdagene 14.-17. april. Kontakt gerne projektleder Nanna Tribler (tlf. 99 40 72 74 / 29 43 76 43) eller journalist Tor Bagger Elmegaard (tb@adm.aau.dk, tlf. 99 40 96 44, mobil 20 73 68 45)