Idéen er, at studerende, uanset studieretning, skal have mulighed for at lære fx spansk, tysk, fransk, kinesisk i et semester og samtidig få indsigt i de pågældende sprogområders kulturelle forhold.
Dermed svarer AAU igen på den opfordring, som videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen er kommet med flere gange i løbet af sommeren og efteråret, hvor hun efterlyser flere unge danskere med international forståelse, erfaring og udsyn.
Ifølge prorektor Inger Askehave er initiativet opstået ud fra et ønske om, at studierne på AAU skal reflektere den virkelighed, som de studerende kommer ud i efter endt studietid.
- Danske virksomheder og offentlige organisationer opererer i et globalt, multikulturelt samfund, hvor den kulturelle og sproglige mangfoldighed blomstrer. Det er vigtigt for os som uddannelsesinstitution, at vores kandidater – uanset faglig baggrund - er i stand til at håndtere den udfordring fra dag ét, siger AAU's prorektor Inger Askehave.
Rektor Finn Kjærsdam tilføjer:
- Vi skaber mulighed for, at ingeniører, cand.merc. er osv. kan forbedre deres sprogfærdigheder, ligesom de kan tage på udlandsophold eller deltage i aktiviteter inden for innovation på 9. semester. De kan fx dele semestret mellem et sprog (f.eks. spansk eller kinesisk) efterfulgt af et fagligt udenlandsophold (i Latinamerika eller Kina).
Undervisningen varetages af AAU-ansatte ved Institut for Kultur og Globale Studier, der til dagligt underviser studerende inden for bl.a. engelsk, tysk, fransk, spansk og kinesisk. Deres opgave bliver nu at skræddersy kurser inden for fremmedsprog og kulturforståelse til universitets øvrige studerende.
Yderligere oplysninger:
Prorektor Inger Askehave, AAU, tlf. 99 40 95 03, mobil 27 87 98 29
Rektor Finn Kjærsdam, AAU, tlf. 99 40 95 03, mobil 40 55 85 22