Dansk madarkitekt optaget i den internationale Who’s Who

En international moppedreng af en liste over verdens mest indflydelsesrige personer, der har demonstreret ekstraordinære tiltag inden for deres fag og har bidraget til almenvældets bedste, rummer nu også en nordjysk ”madarkitekt”. Ph.d. og lektor Anna Marie Fisker er blevet optaget i Who’s Who In the World.

Lagt online: 08.03.2010

Når Anna Marie Fisker fra Institut for Arkitektur & Design på Aalborg Universitet er blevet optaget i det eksklusive selskab Who’s Who in the World, skyldes det hendes banebrydende kombination af to faglige områder, design/arkitektur og måltidet. Blandt tusinder af opslag i Who’s Who-oversigten findes kun godt 300 arkitekter, heriblandt ikoner som Jean Nouvel, Michael Graves, Zaha Hadid, Toyo Ito og Sir Richard Rogers.

Efter flere år i mere traditionelle arkitekt- og designtilknyttede funktioner og virksomheder skrev Anna Marie Fisker i 2003 sin opsigtsvækkende ph.d.-afhandling ”Mad og Arkitektur”, hvor hun søsatte kombinationen af disse to felter, som begge har hendes brændende interesse. Anna Marie Fisker har siden slutningen af 1990’erne forsket i og formidlet viden om det dengang lidt abstrakte område, som meget få kendte til både internationalt og herhjemme. I dag ser det helt anderledes ud, eftersom kombinationen af design/arkitektur og mad nu er i vælten internationalt. Blandt andet er der fokus på sygehuses problemer med, at patienter spiser for lidt, hvilket kan der ændres gennem viden omkring rummets betydning for spiseoplevelsen, og i restaurationsbranchen har der længe været fokus på indendørsarkitekturen, dels for at skabe et selvstændigt æstetisk udtryk for den pågældende restaurant, men så sandelig også for at øge gæstens velbefindende med henblik på at generere øget omsætning.

Anna Marie Fisker er en glødende engageret projektmager og er i forvejen hædret for sine initiativer i både regionalt og nationalt regi. Helt centralt står skabelsen af det tværfaglige projekt Food College Denmark, der har arbejdet på at bygge bro mellem praktiske madfag som tjener og kok og det akademiske forskningsmiljø. Den bro er vigtigere end nogensinde før i en tid, hvor vores madkultur er i opbrud, og man ser ernæringsproblemer i mange samfundslag. På forskningssiden driver Anna Marie Fisker sine projekter i regi af Center for Food Science, Design & Experience på Aalborg Universitet.

Food College Denmark, som nu holder til på Aalborg Universitets Institut for Arkitektur & Design, fik sidste år tildelt tovholderfunktionen på en af Region Nordjyllands såkaldte fødevaredelklynger under den regionale fødevaresatsning. Her er ambitionen blandt andet at være med til at fremme anvendelsen af fisk i nye sammenhænge og på nye måder i projektet ”Nordjyske Fisk med Oplevelse” – som take away, to-go eller på turistattraktioner. Anna Marie Fisker samarbejder ligeledes med Aalborg Sygehus om forbedring af måltidsoplevelser og patienternes spiserum.

Yderligere oplysninger: