Det var især folk fra de danske it-virksomheder, teleindustrien og forskningsinstitutionerne, der greb chancen for at diskutere kursen for fremtiden i det digitale Danmark, da Højhastighedskomitéens anbefalinger blev sat til debat torsdag. Komitéen blev af regeringen for lidt over et år siden etableret for at pege på, hvilken rolle it og bredbånd skal spille i de udfordringer, Danmark har, når det handler om fremtidens vækst, velfærd, demokrati og klima. Blandt Højhastighedskomitéens 15 eksperter er professor Knud Erik Skouby fra Aalborg Universitets Center for Communication, Media and Information Technologies i Ballerup (CMI), som torsdag var vært for konferencen, hvor alle interesserede fik mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved komitéens arbejde og konklusioner. Knud Erik Skouby var også selv i spørgehjørnet, eftersom det politiske landskab er blevet ændret, både siden komitéen blev nedsat og siden rapporten ”Danmark som Højhastighedssamfund” blev offentliggjort i januar.
- Professor Knud Erik Skouby, CMI, AAU i Ballerup, tlf. 99 40 71 97, mobil 20 41 35 83
- Katja Kristensen, Center for Communication, Media and Information Technologies (CMI), AAU i Ballerup, www.cphmobile.dk, tlf. 99 40 36 65, mobil 28 10 65 26
- Læs mere om Center for Communication, Media and Information Technologies.
- Læs Højhastighedskomitéens rapport.