EliteForsk-støtte til rejselystne unge forskere på AAU

To unge forskere fra Aalborg Universitet får del i pengegaverne, når videnskabsminister Helge Sander og kronprinsesse Mary onsdag eftermiddag uddeler årets EliteForsk-stipendier. De to ph.d.-studerende får nu hjælp til planerne om at udvide deres horisont gennem forskningsophold i henholdsvis Kina, Singapore, USA og Italien.

Lagt online: 27.01.2010

De seneste år er der blevet uddelt priser og stipendier til unge forskere i Danmark gennem EliteForsk-initiativet, som blev igangsat af videnskabsministeren i 2006 for at styrke og pleje nogle af landets dygtigste og mest talentfulde forskere. Blandt de årlige pengegaver er EliteForsk-rejsestipendierne, som skal hjælpe talentfulde ph.d.-studerende med at finansiere længere studieophold hos de allerbedste forskningsmiljøer i udlandet, og i år fik to unge forskere fra Aalborg Universitet hver 300.000 kroner til de faglige rejseaktiviteter.

Morten Mattrup Smedskjær, som oprindeligt er fra Viborg-egnen, er ph.d.-studerende på AAU’s Institut for Kemi, Miljø og Bioteknologi, hvor han forsker i fremstilling af funktionelle glasoverflader. Glasmaterialer anvendes i mange forskellige produkter, og Smedskjær arbejder med at udvikle nye metoder til at ændre glasoverfladen, som afgør glassets anvendelsesområder. De foreløbige resultater har vist, at man ved at fremkalde en kemisk reaktion i glasset kan igangsætte en transportproces. Herved skabes der et silika-beriget overfladelag med en række fremragende egenskaber, der er billigere at fremstille end glas med overfladeegenskaber som rent silika. Morten Mattrup Smedskjær har lagt planer om at anvende sit rejsestipendium på et ophold ved National University of Singapore og Zhejiang University i Kina samt konferencer i USA og Brasilien.

Bo Geng er født og opvokset i Kina, men tog for nogle år siden til Danmark for at specialisere sig inden for smerteforskning og neurorehabilitation på Aalborg Universitet. Hun er ph.d.-studerende i Biomedical EngineeringInstitut for Sundhedsvidenskab & Teknologi og arbejder med elektrisk stimulation i behandling af fantomsmerter. Efter en amputation vil nogle patienter stadig kunne ”mærke” for eksempel en amputeret hånd eller fod, og i 50-80 procent af tilfældene opleves disse følelser som smerter. Man er ikke helt klar over, hvorfor fantomsmerter opstår, men en mulig forklaring er, at de perifere nerver fra amputationsstedet sender ukontrolleret sensorisk information til hjernen. Bo Gengs arbejde er en del af et EU-projekt, hvor formålet er at udvikle en alternativ behandlingsform baseret på direkte stimulation af de perifere nerver via implanterede elektroder. Hendes rejsestipendium på 300.000 kroner skal dække omkostningerne ved et ophold på Indiana University-Purdue University Indianapolis i USA, og Università Campus Biomedica i Italien samt relevante konferencer og seminarer.

Den første EliteForsk-konference blev afholdt i 2006 i Landstingssalen på Christiansborg. Siden har der hvert år været afholdt en konference, hvor videnskabsministeren uddeler EliteForsk-priser og EliteForsk-rejsestipendier, mens Det Frie Forskningsråd uddeler sin Ung Eliteforskerpris.

Yderligere informationer: