Aalborg Universitet var repræsenteret blandt de otte udvalgte, som for nylig modtog et scholarship på 75.000 kroner fra Carlsbergs Mindelegat. Yijuan Xu er i gang med kandidatuddannelsen i Bioteknologi, og hun kan nu bruge pengene på at færdiggøre sit specialeprojekt. Yijuan Xu har allerede vist ekstraordinære evner på sit felt, og hun er derfor blevet optaget på elitestudiet inden for Molekylær Bioteknologi – en anerkendelse som kun 10 procent af de studerende på en årgang opnår. På elitestudiet har Yijuan Xu fået professor Per Halkjær Nielsen som vejleder på specialeprojektet ”Udvikling af nye diagnoseværktøjer for infektioner i forbindelse med ledproteser”.
- Yijuan Xu er meget talentfuld, flittig og målrettet. Samtidig er hun behagelig at omgås. Hun har helt sikkert et stort potentiale inden for forskning og udvikling, og jeg er overbevist om, at hun vil lave et specialeprojekt på et højt niveau, som også kan publiceres i et internationalt tidsskrift, siger professor Per Halkjær Nielsen.
Aalborg Universitet igangsatte sidste år et stort innovationskonsortium, dvs. en samarbejdsaftale med Aalborg Sygehus og forskellige firmaer med fokus på ledsmerter i forbindelse med ledproteser. Det har vist sig, at infektioner omkring ledproteser sandsynligvis forårsager langt flere smerter, end videnskaben hidtil har erkendt. Det skyldes, at man normalt påviser infektioner med traditionelle dyrkningsbaserede metoder, som ikke altid er pålidelige. Dermed kan infektioner nemt blive overset.
- Vi har de seneste tre-fire år udviklet nye molekylærbiologiske metoder, som hurtigt og sikkert kan påvise forskellige infektioner. Aalborg Universitet er blandt andet i samarbejde med Rigshospitalet i gang med at indføre sådanne metoder på de danske sygehuse. Yijuan Xu arbejder i øjeblikket på at udvikle lignende metoder specielt fokuseret på ledproteser, siger Per Halkjær Nielsen.
Per Halkjær Nielsen forventer, at Yijuan Xu vil udvikle et nyt sæt af molekylærbiologiske metoder, som kan komme de mange patienter med ledsmerter i proteser til gode, fordi metoderne vil give bedre diagnoser og dermed sikre en bedre behandling. Yijuan Xu er født og opvokset i Shanghai, men har siden 2001 boet i Danmark, hvor hun både har mand og barn. Hun begyndte på Aalborg Universitet i 2004.
Det er ottende gang, at Carlsbergs Mindelegat uddeler scholarships til studerende på de naturvidenskabelige fakulteter på universiteter og højere læreranstalter i Danmark. Formålet er at styrke projektaktiviteter inden for kemi, biokemi og bioteknologi samt den faglige kompetence hos unge specialestuderende inden for disse felter. For at komme gennem nåleøjet til et scholarship skal der sendes en ansøgning til Carlsbergs Mindelegat med blandt andet CV, karakterblad, projektbeskrivelse og en anbefaling fra den studerendes vejleder. Herefter vælger et bedømmelsesudvalg bestående af professorer fra en række universiteter, hvem der skal modtage priserne. Carlsbergs Mindelegat blev oprettet i 1938 og har gennem tiden uddelt omkring 200 millioner kroner til forskellige projekter. Mindelegatet er opkaldt efter Carlsbergs stifter J.C. Jacobsen.
Yderligere oplysninger og foto:
- Professor Per Halkjær Nielsen, Sektion for Bioteknologi, AAU, tlf. 99 40 85 03, mobil 21 73 50 89
- Underdirektør Peter Moe Rasmussen, Fondssekretariatet, Carlsberg, tlf. 33 27 30 03
- Journalist Christian Hald, AAU, mobil 22 15 96 45 / 21 90 02 89
- Foto af Yijuan Xu og Peter Moe Rasmussen (fotograf: US Photo)