Esbjerg-forsker med i bioenergi-fremstød i Ukraine

- Hvor afhængigheden af olie og gas fra Rusland er en konstant kilde til bekymring. Lederen af Aalborg Universitets Center for Bioenergi i Esbjerg, Jens Bo Holm-Nielsen, er medarrangør af et dansk erhvervsfremstød og en international konference om emnet i Kiev.

Lagt online: 13.09.2010

Bioenergi og andre vedvarende energi-løsninger kan være med til at redde samfundsøkonomien i Europas næststørste land Ukraine, hvor afhængigheden af olie og gas fra Rusland er en konstant kilde til bekymring. Det vurderer lederen af Aalborg Universitets Center for Bioenergi i Esbjerg, Jens Bo Holm-Nielsen, som i denne uge arrangerer dansk erhvervsfremstød og international konference om emnet i Kiev i samarbejde med østeuropæiske kolleger og den danske ambassade.

Den særlige danske biomasse-dag er placeret i tilknytning til en international konference om brug af biomasse til energiformål. Trækplastret for ukrainske deltagere er løftet om hjælp til at få løst et af landets store problemer, men der er også noget at rejse efter for de danske virksomheder, som er inviteret med.

 - Markedet åbner sig nu for alvor for dansk know-how, fordi der efter tysk forbillede eksempelvis er indført faste merpriser for grøn strøm. Jeg tror på, at der i den kommende tid vil ske spændende ting inden for både biogas og storskalabrug af biomasse til kraftvarmeværker og biobrændsel. Det er netop områder, hvor vi har stor dansk ekspertise, forklarer bioenergi-eksperten Jens Bo Holm-Nielsen, som er viceformand for den internationale konference 6th International Conference on Biomass for Energy og medarrangør af den danske biomasse-dag (pdf-invitation).
 
Jens Bo Holm-Nielsen forsker sammen med kollegerne i Center for Bioenergi i løsninger, der kan udbrede anvendelsen og effektiviteten af bioenergi. Resultaterne kan anvendes alle steder, men de vil være særligt relevante i lande som Ukraine, hvor det er småt med alternativer.
 
- Der er et kæmpe potentiale og et stort behov for bioenergi og vedvarende energi i det hele taget. Ukraine har ikke ret mange fossile ressourcer, men landet har masser af biomasse fra landbrug og skovbrug, som kan udnyttes. Alternativet kan være, at samfundsøkonomien kollapser under store gældsbyrder, når de er nødt til at betale for russisk naturgas og olie, siger Jens Bo Holm-Nielsen.
 
Ambassade deler optimismen
 
Den Danske Ambassade i Kiev, som står bag den danske biomasse-dag, har i lighed med Jens Bo Holm-Nielsen fulgt udviklingen i Ukraines energisektor gennem en årrække. Ambassadens handelsafdeling oplever ifølge lederen Søren Hansen stor ukrainsk interesse for biomassemarkedet, og særlige finansierings-programmer er med til at opmuntre jagten på grønne energikilder. Samtidig er den økonomiske tilbagegang i Ukraine erstattet af vækst, og derfor opfordrer handelsafdelingen danske virksomheder til at gøre opmærksom på sig selv, så de kommer med i potentielle projekter.
 
Biomasse-dagen holdes tirsdag den 14. september, mens den overordnede internationale konference strækker sig over tirsdag og onsdag den 14.-15. september.
 
Yderligere oplysninger og kontakt: 
  • Adjunkt Jens Bo Holm-Nielsen, Leder af Center for Bioenergi, Aalborg Universitet Esbjerg, mobil +45 2166 2511.
  • Den Danske Ambassade i Ukraine.