På trods af den tilbagevendende snak om affolkning af landområderne og problemer i Udkantsdanmark, er billedet ikke entydigt alle steder, og nogle steder er der opmuntring at hente. I den lille nordjyske by Klokkerholm er befolkningstallet i vækst, foreningslivet er stærkt, købmanden udvider, og skolen rangeres blandt de 70 bedste i landet. Selv antallet af arbejdspladser i private virksomheder har overrasket de forskere, der er tilknyttet samarbejdsprojektet.
- Det er ikke hverdagskost at finde en by på under 1000 indbyggere, hvor der er erhvervsliv med mere end 250 arbejdspladser. Når man kombinerer det med en initiativrig, lokal fond, den gode skole og et stærkt foreningsliv, så er der trods dystre fremtidsprognoser for Udkantsdanmark et stærkt potentiale i Klokkerholm, forklarer adjunkt Lasse Andersson, der forsker i byudvikling.
Sammen med kollegaen Lea Louise Holst Laursen og Arkitektur & Design-studerende fra Aalborg Universitet har han gennem de sidste otte måneder udforsket Klokkerholm. Deres iagttagelser og anbefalinger om, hvordan hverdagslivet kan tænkes ind i byudviklingen, præsenteres på et borgermøde på Klokkerholm Skole torsdag den 4. november.
- Vores rapport peger på, at Klokkerholm skal udnytte tre elementer. Det flotte landskab med søen som den store attraktion, det stærke borger-engagement i foreningerne og endelig erhvervslivet til at sætte en ny dagsorden. Det er gjort med held i andre byer som for eksempel Klitmøller og Vester Hjermitslev. Nu er det Klokkerholm, der skal sætte en dagsorden med sin placering midt mellem udvikling og afvikling midt i Vendsyssel, siger Lea Louise Holst Laursen fra Aalborg Universitet.
På torsdag præsenteres rapporten ”Klokkerholm, byen i landskabet” ved et borgermøde, der følger op på det meget succesrige borgermøde i maj, hvor flere end 70 borgere mødte op og gav frit løb for deres idéer – idéer som har bidraget til udviklingen af forskernes arbejde. Fremmødet svarede til ca. 8 procent af byens befolkning.
- Hvis det havde været Aalborg, ville det svare til mere end 10.000 borgere eller i København 100.000 personer. Det er tankevækkende så meget god energi, der er til stede i Klokkerholm, understreger Lasse Andersson.
Der er således mange ting, der tegner godt for den proces, byen står overfor med udviklingen af et nyt Orange Torv midt på hovedvejen, en moderne Markvej og ikke mindst en aktiv udvikling af Møllesøen og et grønt strøg med broer, sti-forbindelse og måske en gylden pavillon i tilknytning til søen, sådan som studerende har foreslået. Alt sammen udspringer af idéer fra borgermødet, som var en del af arbejdet med at blive en attraktiv bosætningsby i fremtiden. Borgerne i Klokkerholm indbydes af Sparekassen Vendsyssels Fond Klokkerholm til at tage del i de kommende års udviklingsarbejde, og det forventes, at Brønderslev Kommune også ser gode muligheder i at bidrage til udviklingen sammen med eksterne parter.
Yderligere oplysninger:
- Projektledere Aalborg Universitet: Adjunkt Lasse Andersson, tlf. 99 40 71 76 og adjunkt Lea Holst Laursen, tlf. 99 40 71 74
- Formand for Sparekassen Vendsyssels Fond Klokkerholm, Erik Daugberg, tlf. 98 28 44 72
- AAU-projektets anbefalinger præsenteres ved et borgermøde på Klokkerholm Skole torsdag d. 4. november kl. 19-20:30. Læs mere om projektets opstart
- Fotos (hent stor version ved at klikke på billederne): Øverst: Idéen bag "Det Orange Torv" er, at det skal sænke bilisternes fart og synliggøre byen mod bilisterne på hovedvejen. Nederst: Idéerne fik frit løb under borgermødet i maj, som er fundament for rapporten "Klokkerholm - byen i landskabet"