Ved at fusionere to hidtidige afdelinger åbner Aalborg Universitet om få dage et helt nyt institut, der skal styrke flere faggrupper på ingeniørområdet, og samtidig vender en tidligere AAU-medarbejder hjem til posten som leder af Institut for Mekanik & Produktion. Ved at skabe en større enhed satser universitetet på at skabe nye muligheder for både forskere, studerende og erhvervspartnere. Den nye enhed er en sammenlægning af Institut for Maskinteknik og Institut for Produktion og kommer dermed til at huse forskning og undervisning i blandt andet materialeteknologi, maskinkonstruktion, industriprocesser, logistik, produktionsstyring, automatisering og ledelse.
Som øverste mand for det nye Institut for Mekanik & Produktion har Aalborg Universitet hentet en erfaren leder, som siden sine unge dage i Aalborg har været med til at udvikle blandt andet Ingeniørhøjskolen i Århus og Danmarks JordbrugsForskning. Martin Heide Jørgensen kommer fra en stilling som udviklingschef for det maskintekniske område ved Ingeniørhøjskolen i Århus, hvor han de seneste år har været med til at opbygge skolens uddannelser. Inden da var han gennem tolv år forsker og leder på Danmarks JordbrugsForskning i afdelingen for jordbrugsteknik, og nu lokker institutfusionen ham tilbage til Aalborg.
- Jeg ser det som en spændende udfordring at være med til at fusionere to miljøer, som på hvert sit område har opbygget forskning på internationalt niveau og med mange industrielle partnere. Den position skal vi fastholde og udbygge, og jeg glæder mig til sammen med de ansatte at diskutere de mange muligheder, fusionen baner vej for, siger Martin Heide Jørgensen.
- De grundlæggende teoretiske styrker giver fundamenter både for at bedrive forskning og uddanne gode ingeniører, men når vi kan kombinere dybden med en mere overordnet mekanisk og produktionsteknisk tankegang, så kan vi virkelig løfte os op til et nyt niveau. Det er der, vi kan hjælpe de industrielle samarbejdspartnere med en større værditilvækst, og det er der, de vil få en større international gennemslagskraft. Det bliver enormt spændende at stå i spidsen for den sammensmeltning, forklarer han.
På Martin Heide Jørgensens dagsorden står også arbejdet for at skabe helhed i instituttets aktiviteter, så forskningsaktiviteterne understøtter undervisning og vidensoverførsel til industrien og resten af samfund samt fusionsudfordringen i at skabe en velfungerende arbejdsplads med motiverede, selvstændige og tilfredse medarbejdere. Samtidig giver de forestående laboratorie-renoveringer også mulighed for at skabe topmoderne faciliteter for det nye institut. Den 47-årige Martin Heide Jørgensen tiltræder som institutleder den 1. marts, men er på forhånd ikke ukendt med sin nye arbejdsplads. Han er nemlig uddannet civilingeniør i maskinkonstruktion fra AAU, hvor han først i 1990’erne også tog sin ph.d.-grad og var ansat som adjunkt.
Martin Heide Jørgensens tiltræden markeres ved en reception den 1. marts kl. 14-16 i kantinen på Fibigerstræde 15, Aalborg. Ved samme lejlighed siger AAU tak for indsatsen til Karl Brian Nielsen og Ole Thybo Thomsen, der har stået i spidsen for henholdsvis Institut for Produktion og Institut for Maskinteknik. Begge fortsætter deres arbejde på det nye institut.
Kontakt og fotos:
- Martin Heide Jørgensen (hent foto), ny institutleder på Institut for Mekanik & Produktion, AAU, tlf. 24 85 75 23
- Dekan Frede Blaabjerg, De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, AAU, tlf. 99 40 96 31, mobil 21 29 24 54. Hent foto på http://presse.aau.dk/fotos
Fakta om Martin Heide Jørgensen (f. 1962)
- 1988: Civilingeniør i maskinkonstruktion, AAU
- 1992: Ph.d.-grad fra AAU på en afhandling om udmattelse af keramisk materiale under cyklisk last
- 1991-1993: Adjunkt på Institut for Maskinteknik, AAU
- 1993-2005: Danmarks JordbrugsForskning (tidl. Statens Jordbrugstekniske Forsøg), Afdeling for Jordbrugsteknik – afdelingsleder, forskningsleder og projektforsker
- 2005-2010: Ingeniørhøjskolen i Århus – ingeniørdocent, fagleder, studieleder og udviklingschef
- Faglige specialer, bl.a. styrkelære og materialelære med fokus på stål, keramik og overfladeteknologi samt udvikling af redskabsteknologi til landbruget