De håndplukkede udenlandske masterstuderende har som led i uddannelsen Global Innovation Management arbejdet med konkrete projekter i virksomheder som B&O, Martin Professional, Neurodan, RTX Telecom, Gabriel og Spar Nord. Uddannelsen er en del af den prestigefyldte Erasmus Mundus ordning, som skal inspirere til samarbejde med lande uden for Europas grænser. De 20 deltagere i det konkrete program er udvalgt blandt 450 ansøgere, og i år begynder yderligere 19 studerende, som er plukket ud blandt 540 ansøgere.
- Så det er særligt talentfulde kompetencer, virksomhederne får adgang til ved at åbne deres døre for samarbejdet med de studerende. Kvaliteten af de studerendes arbejde er meget høj, og de lever fuldt ud op til de forventninger, vi havde, da vi håndplukkede dem. De er ambitiøse og dygtige, og de har fanget den problembaserede tilgang til projektarbejde meget hurtigt, fortæller adjunkt Astrid Heidemann Lassen fra Aalborg Universitets Center for Industriel Produktion, der har formidlet kontakterne mellem virksomhederne og de studerende.
Problematisk timing
Timingen har været speciel, fordi virksomhederne skulle forholde sig til tilbuddet om en udenlandsk praktikant midt under finanskrisen. Det har afholdt nogle fra at være med i første omgang.
- Den finansielle nedtur har haft stor betydning for, hvor svært det var at finde virksomheder med overskud til at tage mod en praktikant. Mange af de virksomheder, der afslog tilbuddet, erkendte at de rent faktisk havde utrolig meget brug for de kompetencer, som de studerende kunne bibringe. Men deres prioritet på det tidspunkt var brandslukning og nedskæringer, så de følte ikke, at de havde overskud til at skabe gode rammer for et praktikprojekt, forklarer Astrid Heidemann Lassen.
En af hendes ambitioner for det videre forløb er derfor at få mindre virksomheder med – og især nogle af dem, der ikke har erfaringer med at samarbejde med universitetet.
- Vi har en stor opgave med at gøre opmærksom på de kompetencer, de studerende kan bringe i spil, og de fordele, virksomhederne kan få ud af det. Det lader til at mange lokale virksomheder ikke er vant til samarbejdet med universitetet, hvorimod de store som Danfoss, Grundfos og B&O er meget vant til det. Jeg tror, at vi med fordel kan fokusere på små- og mellemstore virksomheder tættere på Aalborg Universitet. Det er sjældent, at udenlandske studerende er i praktik her i landet, og jeg tror, at det kan være meget berigende for mindre virksomheder at være en del af, siger Astrid Heidemann Lassen.
- Mere information om uddannelsen: http://www.globalinnovationmanagement.org
- Adjunkt Astrid Heidemann Lassen, Center for Industriel Produktion, AAU, tlf. 9940 7109.
- De ni studerende på Global Innovation Management uddannelsen har været i praktik hos B&O, Gabriel, HMK Group, Infarm, JB Contractors, Martin Professional, Neurodan, RTX Telecom og Spar Nord. I flere tilfælde har de studerende og virksomhederne valgt at fortsætte samarbejdet under det afsluttende speciale.
- Uddannelsen er et samarbejde mellem Aalborg Universitet, det skotske University of Strathclyde i Glasgow og det tyske tekniske universitet TU Hamburg-Harburg. I alt har den fælles masteruddannelse 20 deltagere, som startede med et år sammen i Glasgow. Derefter drog halvdelen af dem til Aalborg-regionen, mens resten kom til Tyskland.