Innovationsnetværket bliver overordnet ledet af Syddansk Universitet, Odense, men også forskere fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og CBS Handelshøjskolen København deltager i netværket sammen med godt 100 danske virksomheder. Leder af Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet, Christian Jantzen, fortæller om det overordnede mål med innovationsnetværket.
”Forbrugerne færdes i et forandret univers i forhold til for år tilbage. Vi lever i en mere globaliseret verden og nye medier som Facebook og Twitter gør, at det er blevet sværere at ramme den enkelte forbruger med markedsføring. Førhen kunne man reklamere på TV2, og så var det et spørgsmål om tid, inden den enkelte forbruger så reklamen, som reelt ikke var til at undgå. I dag er det helt anderledes. Der er mange flere kommunikationskanaler, og dermed er det blevet sværere at præsentere sin markedsføring for den enkelte forbruger. Den udfordring tager netværket op, så danske virksomheder kan få glæde af forskningen og dermed stå stærkere i den globale konkurrence”, siger Christian Jantzen, som er leder af projektet ”Affektiv Design og Kommunikation”, et af de seks delprojekter i netværket.
”Affektiv Design og Kommunikation” handler om at kortlægge, hvilke følelser en virksomhed gennem sine produkter vil forsøge at fremkalde hos sine kunder, og hvordan virksomheden bedst får de følelser frem hos forbrugerne.
”Forbrugerens følelser spiller en stor rolle, når beslutning om et køb skal tages. Derfor er det for virksomhederne vigtigt at være bevidst om, hvilke følelser et produkt skal fremkalde hos forbrugerne. Det ved vi forskere noget om, og den viden kan vi i netværket overføre til teknikere, designere og kommunikationsfolk i danske virksomheder. Virksomhederne kan så bruge den nye viden i produktudvikling og markedsføring og på den måde stå endnu stærkere i den globale konkurrence og dermed sikre danske arbejdspladser”, siger Christian Jantzen.
I dag bliver otte ud af 10 nye jobs skabt inden for service.
”Med den store betydning udvikling af serviceydelser har for dansk økonomi er det naturligt at gøre en ekstra indsats netop her”, siger formanden for Rådet for Teknologi og Innovation, Lars Mikkelsgaard-Jensen og fortsætter:
”Danmark skal leve af viden og innovation – også inden for serviceerhvervene. Innovationsnetværkene skal være med til at sikre, at serviceerhvervene får gavn af den offentlige forskning, og vi får udnyttet det store vækst- og eksportpotentiale, som servicesektoren har”.
Udover tilskuddet fra Rådet for Teknologi og Innovation bidrager de medvirkende virksomheder og undervisningsinstitutioner med penge og arbejdskraft til innovationsnetværket.
For nærmere information:
Institutleder Christian Jantzen
Institut for Kommunikation
Aalborg Universitet
Tlf. 99 40 90 23
E-mail:jantzen@hum.aau.dk