Ny bestyrelsesformand på Aalborg Universitet

Lars Bonderup Bjørn blev på Aalborg Universitets bestyrelsesmøde den 1. februar af bestyrelsen valgt som ny formand for de kommende to år.

Lagt online: 02.02.2010

Lars Bonderup Bjørn blev på Aalborg Universitets bestyrelsesmøde den 1. februar af bestyrelsen valgt som ny formand for de kommende to år.

Den 40-årige Lars Bonderup Bjørn, der er bosiddende med familie i Støvring, blev medlem af Aalborg Universitets bestyrelse den 1. juli 2008, udpeget for en 4-årig periode.
Lars Bonderup Bjørn har tidligere været direktør ved Aalborg Industries og MAN Diesel. Hans hovederhverv er i dag bestyrelsesarbejde i en række offentlige og private virksomheder, hvor store forandringer er i fokus. Han er indehaver af selskabet Thaleia, gennem hvilket han bl.a. ejer bogtrykkeriet Norhaven og 40% af el-bilfirmaet Afuture EV.
Han er uddannet cand.oecon. og ph.d. i ledelse & organisation fra Aarhus Universitet i henholdsvis 1993 og 1997. Han er forfatter til bøger og artikler om forandringsledelse, strategi og organisation, og han underviser og er censor på bl.a. Aalborg Universitet.
Lars Bonderup Bjørn overtager formandsposten efter overborgmester Frank Jensen, der samtidig er udtrådt af bestyrelsen. Som nyt medlem er udpeget cand.med. Jens Kristian Gøtrik, direktør i Medicoindustrien, som tiltrådte på samme møde.

Yderligere oplysninger:
Lars Bonderup Bjørn: tlf. 2323 7118. lars@thaleia.dk

Rektor Finn Kjærsdam: tlf. 9940 9501