Formål
Udviklingen af fremtidens samfund vil i stadigt stigende omfang basere sig på udnyttelse af biologiske råstoffer og grøn teknologi til erstatning for fossil råolie, petrokemisk og konventionel industri.
Energi- og miljøpolitiske initiativer i såvel USA som i EU har allerede udstukket retningslinier for bæredygtig adfærd, herunder intensivering af udnyttelse af biomasse og fornybare ressourcer samt udvikling af CO2-neutral industri.
Samtidig har dansk bioteknologisk industri oparbejdet førerpositioner på områder inden for vaskemidler, fødevarer og biomedicin, som til stadighed kræver forskning og udvikling i verdensklasse for at bevare og udbygge forspringet.
Der skal derfor løbende uddannes kandidater med tidssvarende kvalifikationer baseret på den nyeste viden og seneste teknologi.
Målgruppe
Masteruddannelsen i Bioteknologi henvender sig især til gymnasielærere og professionsbachelorer.
For gymnasielærere i biologi og kemi har uddannelsen til formål at give et kompetenceløft med fokus på den nyligt indførte specialisering i bioteknologi i gymnasiet.
Professionsbachelorer, som er ansat i medicin-, enzym-, eller fødevareproducerende virksomheder, vil med uddannelsen få et kompetenceløft, som vil gøre dem i stand til at varetage andre eller flere jobfunktioner i den virksomhed, de arbejder i. Dette vil medføre større fleksibilitet inden for virksomheden og skabe mulighed for jobrotation eller avancement.
Indhold og struktur
Den 2-årige masteruddannelse, som er en deltidsuddannelse, udgøres af fire semestre, som sammenlagt vægter 60 ECTS point. Uddannelsen er opbygget af to såkaldte fagpakker, der kan sammensættes efter interesse og de faglige forudsætninger, fagpakkernes indhold kræver. Det vil således være muligt at sammensætte individuelle forløb i det omfang, de faglige forudsætninger og tidsmæssige hensyn tillader det. Uddannelsen afsluttes med et masterprojekt.
Der kan vælges mellem følgende fagpakker:
A: Bioprocesteknologi og cellebiologi
B: Celle- og molekylærbioteknologi
C: Bioproces- og levnedsmiddelteknologi
D: Proteinkemi og proteomics
Uddannelsen er tilrettelagt som dagstudium på deltid. Studieformen er en kombination af tværfagligt, problemorienteret projektarbejde, forelæsninger, laboratoriekurser og seminarer.
Det er også muligt at læse uddannelsen på fuld tid, sådan at den samlede uddannelse vil kunne færdiggøres på ét år, ligesom det også er muligt kun at deltage i et eller flere enkeltfag/kurser fra uddannelsen, hvis man ikke måtte have behov for en hel masteruddannelse.
Ansøgningsfrist: 1. juni 2010
Yderligere oplysninger, kontakt:
- Lektor Lars Haastrup Pedersen, tlf. 9940 8497, e-mail: lhp@bio.aau.dk eller
- Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse på Aalborg Universitet, tlf. 9940 9420, e-mail: evu@aau.dk, www.evu.aau.dk, hvor du også kan læse om Aalborg Universitets andre masteruddannelser.