Han har sammen med en gruppe energikonsulenter- og rådgivere udarbejdet en række konkrete anbefalinger til, hvordan man griber en energirenovering af sit sommerhus an eller for så vidt bygger et helt nyt lavenergisommerhus.
Mange sommerhuse bliver brugt året rundt
Sommerhuse er bygget og isoleret til kun at blive brugt om sommeren. Men i takt med at mange bruger deres sommerhus som 'det andet hjem' og dermed også bor der i store dele af den kolde tid, er der sket en betragtelig stigning i energiforbruget til rumopvarmning og varmt vand. En udvikling der skal vendes, eller i de mindste stoppes, af hensyn til de CO2-reduktioner, Danmark har forpligtet sig til.
Det er ikke sådan, at folk skal til at bruge deres huse mindre, men de skal tænke på at reducere deres energiforbrug. Især elektricitet er en dyr og klimabelastende løsning, når det drejer sig om rumopvarmning og fremstilling af varmt brugsvand.
Sommerhuse og solvarme hører sammen
På baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt 700 sommerhusejere og interview med nøglepersoner fra sommerhusproducenter, myndigheder og leverandører af vedvarende energianlæg, er der i rapporten 'Elbesparelser i sommerhuse her og nu' formuleret en række konkrete anbefalinger til elbesparelser.
En af anbefalingerne går på, at sommerhusejere, der bor i sommerhuset hele året, anskaffer sig en solfanger. I sommerhuse med kystnær beliggenhed vil de mange solskinstimer gøre et solvarmeanlæg til et oplagt valg af varmekilde til det varme vand.
Udlejningssommerhuse med solvarme sender et grønt signal til de lejere, der godt vil leve miljøvenligt i sommerferien. Og et solvarmeanlæg tjener sig let hjem, hvis huset udlejes intensivt det meste af sommerhalvåret, da den største del af elforbruget i sommerhuse går til fremstilling af varmt vand.
Varmen fra solfangere er desuden helt ideel til at holde huset fugtfrit om vinteren.
Detaljerede anbefalinger til alle aktører på sommerhusområdet
Anbefalingerne i rapporten er omfattende og lette at gå til. De beskriver, hvordan energibesparelserne mest hensigtsmæssigt kan gribes an, alt efter om man er sommerhusejer, sommerhusudlejningsbureau, fabrikant af sommerhuse, energiselskab eller myndighed.
Du kan se eller hente alle anbefalingerne i rapporten: 'Elbesparelser i sommehuse her og nu' (2010).
Yderligere oplysninger hos seniorforsker Ole Michael Jensen, Statens Byggeforskningsinsitut.