Succesfuld naturvidenskabsfestival får besøg af elever og minister

Rygterne om det store samarbejde på Dansk Naturvidenskabsfestival i Aalborg er nået til Christiansborg, så i den kommende uge får festivalen ikke kun besøg af skoleelever fra hele Nordjylland, der skal opleve ”Mennesker og Maskiner”, men også af undervisningsminister Tina Nedergaard.

Lagt online: 23.09.2010

Det er lidt over ti år siden, den første udgave af Dansk Naturvidenskabsfestival (DNF) tog anderledes og underholdende midler i brug for at formidle viden om teknik og naturvidenskab til danskerne, og i Nordjylland har man fundet en særlig formel, der har vakt opsigt.

- Jeg tror på, det er med til at øge interessen for de naturvidenskabelige fag. De besøgende fra folkeskolerne og gymnasierne får et indtryk af, hvad vores miljøer står for, og de kan se, at de gennem naturvidenskab kan være med til at gøre en forskel og udvikle konkrete produkter. Det har vi mulighed for at vise til Dansk Naturvidenskabsfestival, forklarer Jane Jacobsen, der er AAU’s projektkoordinator på det store arrangement.

Det var Aalborghus Gymnasiums rektor Torben Poulsen og Jens Bak Rasmussen fra kommunens skoletjeneste, der oprindeligt fostrede idéen om at lade alle gode kræfter samles til et stort arrangement i Aalborg Zoo. Siden da har blandt andre Susanne Munk Nielsen, der er biologi- og kemilærer på Aalborghus Gymnasium, været engageret i arbejdet.

- Det første fælles DNF i Aalborg Zoo i 2008 blev meget godt modtaget af de besøgende. Der var nærmest julelys i øjnene på nogle af folkeskoleeleverne, der løb rundt og prøvede de mange hands-on-aktiviteter. Foredrag og plancher skal der ikke være for meget af – det skal være noget, de selv kan få fingrene i, forklarer Susanne Munk Nielsen.

Årets festival foregår i Aalborg Zoo fra 27. september til 3. oktober under overskriften ”Mennesker og Maskiner”, og det bliver med blandt andet robotter, Segway-kørsel, kostanalyse og sundhedsteknologi. Sidste år var der lidt over 9000 besøgende i Aalborg, som af den landsdækkende DNF-komité er blevet udpeget som et mønstereksempel på, hvordan man for alvor kan skabe et slagkraftigt arrangement, som mange lærere fra hele regionen har med i deres årsplaner for klassen. De gode resultater er også grunden til, at undervisningsminister Tina Nedergaard torsdag den 30. september lægger vejen forbi Aalborg Zoo.

På standene fra både gymnasierne, Aalborg Universitet og University College Nordjylland er udgangspunktet det samme: Man laver en naturvidenskabelig aktivitet, som skal formidles ud, så både de deltagende studerende og de besøgende elever lærer om det faglige stof såvel som formidlingen af naturvidenskab.
- Sidste år havde vi et højniveau-fysikhold, som nærmest havde lavet et helt show. Vi plejer at se, at der er en vis aura omkring for eksempel musikeleverne, som stiller sig op på en scene, men her var det de naturvidenskabelige, der kom på banen og godt turde skilte med, at de havde været rigtigt gode, fortæller Susanne Munk Nielsen.

For Jane Jacobsen er en af de vigtigste styrker bag DNF det brede samarbejde mellem AAU, UCN, Aalborg Kommune og de mange gymnasier, og hun mener, at folkeskole- og gymnasieeleverne fortjener et helt produkt, der taler til dem.
- Vi vil også gerne have, at eleverne når rundt til så meget som muligt af arrangementet, så i år laver vi også en konkurrence over Facebook, hvor de med et videokamera eller med mobilen kan lave en lille reportagefilm, som lægges på Youtube. Det er jo både lærerne og eleverne, der skal kunne se en interesse i at være med, påpeger Jane Jacobsen.

Yderligere oplysninger og fotos: 

  • Jane Jacobsen, kommunikationsmedarbejder, Aalborg Universitet, tlf. 99 40 73 99 
  • Annette Lind, kommunikationsmedarbejder, Aalborg Universitet, tlf. 99 40 73 42, mobil 21 38 17 12
  • Fotos til fri brug: Klik på billederne for at hente dem i stor version - eller kontakt journalist Tor Bagger Elmegaard
  • Dansk Naturvidenskabsfestival 2010 afholdes fra d. 27. september til 3. oktober. Se mere på naturvidenskabsfestival.dk eller dnf-aalborg.dk og besøg DNF Aalborgs Facebook-side
  • Bag det store arrangement i Aalborg står Aalborg Kommune, Skoletjenesten & Pædagogisk MedieCenter, Aalborg Universitet, Aalborg Zoo og University College Nordjylland samt en lang række gymnasiale uddannelser: Aalborghus Gymnasium, Aalborg Studenterkursus, Aalborg Katedralskole, Aalborg Tekniske Gymnasium, Hasseris Gymnasium, Nørresundby Gymnasium & HF, Mariagerfjord Gymnasium, Støvring Gymnasium og Hjørring Gymnasium