Sumo-brydende robotter på universitetet

Gymnasie- og folkeskoleelever heppede lystigt på deres hjemmebyggede robotter, da Aalborg Universitet inviterede til mekanisk sumobrydning i Robotkonkurrencen 2010.

Lagt online: 10.05.2010

Fredag blev Aalborg Universitet invaderet af små mekaniske slagsbrødre, der stillede op i ”Robotkonkurrencen 2010”. Dysten, som var den første af sin slags, blev afholdt af universitetets Sektion for Automation & Kontrol for at vise ungdommen de muligheder, som naturvidenskab, teknik og it giver og for at skabe opmærksomhed om forskningen inden for blandt andet robotteknologi. Tolv hold fra folkeskoler og seks hold fra HTX og almene gymnasier i Nordjylland og Midtjylland stillede op med deres robotter for at lade dem kæmpe mod hinanden, ganske som når japanske sumo-brydere forsøger at skubbe hinanden uden for kamppladsen.

På forhånd havde studerende fra uddannelsen Elektronik & IT besøgt flere skoler for at øse ud af deres erfaringer fra en lignende robotkonkurrence blandt AAU-studerende og for at hjælpe eleverne med de programmeringsproblemer, de var stødt på med deres små robotter. Folkeskolerne dystede med robotter skabt ud fra Lego Mindstorms-byggesæt, mens AAU havde udstyret gymnasierne med robotbyggesæt fra det mere avancerede Parallax. Ens for de to systemer er, at der arbejdes med elektriske motorer, sensorer, programmerbare klodser og tekniske elementer såsom gear, aksler og bjælker, og ud fra disse muligheder havde holdene bygget robotter, der kunne lokalisere og angribe modstanderen for at presse den ud af banen.

De deltagende folkeskolehold kom fra Biersted Skole, Hornum skole, Seminarieskolen i Aalborg, Ulsted Skole, Karensmindeskolen i Støvring, Mariager Skole, Hjallerup Skole. Holdet fra Biersted Skole og deres robot QRT løb med hovedpræmien, som var et teambuilding-ophold med blandt andet klatring og mountain bikes for hele klassen, sponsoreret af Ranum Efterskole. I gymnasiekonkurrencen deltog Viborg Gymnasium & HF, Hasseris Gymnasium og Aalborg Tekniske Gymnasium. Vinderen af en pengepræmie til klassen blev Viborg Gymnasium og robotten Maximum Kick, som de også fik lov til at beholde. Se billeder fra konkurrencen på AAU’s Facebook-side, facebook.com/aalborguniversitet.

Yderligere oplysninger: