Travlhed på Universitarium

Besøg Aalborg Universitet på Facebook og se billeder fra sommerens Universitarium

Lagt online: 23.07.2010

Aalborg Universitet på Facebook

I disse dage er det travlt på Universitarium på Aalborgs havnefront. AAU står hvert år bag sommerens klogeste legeland, når der bydes inden for til sjov læring om naturvidenskab og teknik Universitarium, som har til huse i Utzon Center. Det årlige sommer-eksperimentarium åbnede for tre uger siden og har for længst passeret 3000 gæster. Besøgstallet løftes i disse dage ekstra i vejret af det store arrangement Tall Ships Races 2010, hvor store sejlskibe har lagt til kaj i Aalborg havn og tiltrækker mange tusinde turister til byen.

Universitarium har i år overskriften "Krop & Robot" og handler især om, hvad robotter kan og ikke kan, og der bliver sat fokus på de mange fantastiske ting, der rent faktisk kan lade sig gøre, når mennesker og maskiner supplerer hinanden. Som altid er det en udstilling, hvor gæsterne selv skal aktiveres og afprøve teknikkerne for at lære om principperne bag. Blandt andet kan man møde en baby-dinosaurus, som langsomt lærer nye bevægelser og reaktioner og derved udvikler sig hen over sommeren, køre på Segway, cykle på tandem med et skelet og opleve et ganetastatur, som lammede i fremtiden vil kunne bruge til at en kørestol med ved hjælp af tungen.

Universitarium har åbent alle ugens syv dage helt frem til slutningen af september.  

Yderligere oplysninger:

  • Projektkoordinator Lene Klitgaard, tlf. 99 40 90 36, mobil 26 66 06 56


Fakta om Universitarium:

  • Åbningstider: Der er gratis entré til Universitarium i Utzon Center på havnefronten i Aalborg alle ugens dage. Fra 3/7 til 10/8 mandag-fredag kl. 10-17 og lørdag-søndag kl. 11-16. Fra 11/8 til 26/9 mandag-fredag kl. 10-15 og lørdag-søndag kl. 11-16
  • Universitarium har hvert år siden 2003 holdt interaktive udstillinger i Aalborg om teknik og naturvidenskab for børn og unge. Universitarium finansieres af De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på AAU, sponsorer og gennem samarbejde med erhvervslivet
  • Ca. 25.000 besøgende forventes at besøge årets Universitarium, der er for alle fra 10 år og opefter, med særlig vægt de 10-12-årige. Efter skolernes sommerferie er der også mulighed for besøg for hele skoleklasser
  • Studerende fra AAU arbejder hver sommer som ”piloter”, der kan give forklaringer og guidede rundvisning i Universitarium.
  • Universitarium er blevet til ud fra idé og koncept af Leif Heinzl, Carl Erik Sølberg, John Hansen og Lene Klitgaard på Aalborg Universitet.