Velfærd starter med visionen om "det gode liv"
Professor Per H. Jensen fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning forsker i velfærdsbegrebet, og ifølge ham skal en del af uenigheden findes i forskellige opfattelser af menneskets natur.
- Uenigheden har blandt andet rod i forskellige grundopfattelser af menneskets natur. Velfærd har forbindelse til visionen om "det gode liv", men visionen varierer fra person til person og skifter selvfølgelig også efter ideologiske standpunkter. Det er uden tvivl forskellige forestillinger om "det gode liv", der afgør, om man synes, at pengene skal bruges på arbejdsløse eller på skattelettelser.
Velfærden varetages bedst af minimalstaten
Ifølge professoren kan man overordnet skelne mellem den nytteorienterede og den behovsorienterede velfærdsforståelse. Den nytteorienterede, som er forbundet til den klassiske liberalisme, opererer med mennesket som et selvcentreret, rationalt handlende, kalkulerende og nyttemaksimerende individ. I denne optik er velfærd et individuelt anliggende, hvor kun det enkelte menneske ved, hvad der er bedst for vedkommende. Hvor meget tid, der f.eks. skal bruges på at arbejde, og hvad pengene skal bruges til, er op til den enkelte. En persons velfærd er med andre ord en funktion af de valg, vedkommende
foretager. Hvis bestemte valg ikke er nytteoptimerende for det enkelte individ, vil vedkommende vælge noget andet. Derfor handler velfærd om det enkelte individs fulde frihed til at vælge.
Denne velfærdsopfattelse giver ifølge Per H. Jensen medløb til det ”negative” frihedsideal, hvor frihed defineres som frihed fra tvang og indblanding fra andre - herunder også fra love og regler. Forskrifter om, hvordan borgere skal leve, fører nemlig til tab af frihed, autonomi og velfærd. Der er derfor ikke plads til omfordeling eller velfærdsstat i et frit samfund, da enhver form for omfordeling eller velfærdsstatslig regulering underminerer den individuelle frihed.
Velfærden varetages bedst af kollektive institutioner
Over for den opfattelse står den behovsorienterede velfærdsforståelse, hvor velfærden er fuldbyrdet, når menneskers behov (dvs. behov for at leve et materielt godt liv, at indgå i gode relationer med andre og at udfolde individuelle potentialer) er dækket. Det enkelte menneske ”vil gerne”, men har ikke altid selv fuld kontrol over egen livssituation, skæbne og behovsdækning. Derfor betragtes mangeltilstande, der f.eks. opstår som følge af arbejdsløshed, som et ufrivilligt fænomen.
- Da uligheder og mangeltilstande er ufrivillige, er ulighed og mangeltilstande noget uønsket og noget uretfærdigt. Når noget er uretfærdigt følger, som en moralsk fordring, at der kompenseres. Den behovsorienterede velfærdsforståelse
er således koblet til det ”positive” frihedsideal, der udmøntes som velfærdsrettigheder og principper så som lighed og social retfærdighed organiseret af velfærdsstaten. Det behovsorienterede velfærdsbegreb er koblet til den klassiske socialdemokratismes forestillinger om kollektivisme og social solidaritet, påpeger Per H. Jensen.
Hvor er vi på vej hen?
- De to velfærdsforståelser er teoretiske konstruktioner, idealtyper, som er helt uforenelige. Alligevel er vore dages politikere ganske dygtige til at skræve over de to forståelser. Men generelt er der en tendens til, at vi går fra den behovsorienterede velfærdsforståelse og hen imod den nytteorienterede opfattelse, pointerer Per H. Jensen og nævner i den forbindelse to eksempler:
- I 1977 blev følgende indskrevet i Socialdemokratiets principprogram: ”Arbejdsløshed er en uforskyldt situation for den arbejdsløse. Derfor bør der ydes arbejdsløshedsunderstøttelse – uden tidsbegrænsning – så længe arbejdsløsheden varer”. - Et sådant synspunkt ville i dag blive grinet ud af banen, siger Per H. Jensen. I stedet betragtes sociale begivenheder som selvforskyldte, hvilket for eksempel er udmøntet i starthjælpen, loft over kontanthjælp med videre. Grundideen bag disse ydelser er, at folk kan finde et arbejde, hvis de selv gider.
- Et andet eksempel er den øgede ulighed i samfundet, hvor nogle politikere hævder, at det ikke er et problem, at de rige bliver rigere, så længe de dårligst stillede ikke bliver endnu dårligere stillet. Dette synspunkt bygger på en nytteorienteret fattigdomsdefinition, hvor personer er fattige, når de ikke har tilstrækkelige midler (føde, tøj mv.) til at opretholde livet.
- I modsætning hertil er den behovsorienteret fattigdomsdefinition, der siger, at individer, familier eller grupper i befolkningen er fattige, når de savner ressourcerne til at have de livsbetingelser og bekvemmeligheder, som er normale - eller i det mindste anerkendte - i det samfund, hvori de indgår. Den behovsorienterede fattigdomsdefinition siger med andre ord, at større ulighed også skaber større fattigdom.
- Pointen er imidlertid, at stadig flere politikere abonnerer på den nytteorienterede fattigdomsdefinition, afslutter Per H. Jensen.
Fakta
Professor Per H. Jensen er redaktør på bogen "Velfærd - dimensioner og betydninger", hvor en række forskere søger at give et mere klart billede af velfærdsbegrebet.