Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi (AD:MT) på Aalborg Universitet trækker i løbet af efteråret en betydningsfuld trio inden for arkitektur og design til Aalborg. Instituttet arrangerer i samarbejde med Utzon Center en international forelæsningsrække, som adjunkt Lasse Andersson mener, at både byen og universitetet kan være stolte af.
- Den tyngde, der er i forsknings- og undervisningsmiljøet på universitetet, og de flotte rammer, vi har på Utzon Center, betyder, at vi kan lokke verdensstjerner inden for arkitektur og design til Aalborg og til AAU. Det er vigtigt, at vi som undervisere og forskere får ny inspiration, og ikke mindst at de studerende får nogle faglige helte at spejle sig i, siger Lasse Andersson, der er koordinator for de internationale forelæsninger ved Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi.
Den første af de tre stjerneforelæsninger finder sted fredag den 12. november kl. 11, når en af de seneste årtiers mest markante arkitekter, Jacob van Rijs fra den hollandske tegnestue MVRDV, besøger Aalborg. Jacob van Rijs vil forelæse under titlen ”Large Scale and Detail” sammen med arkitekt og projektleder Simon Poulsen fra tegnestuen ADEPT. Den 22. november kl. 13 vil arkitekten og ingeniøren Danielle Bosia fra det verdensberømte ingeniørfirma ARUP AGU i London forelæse om form og algoritmer, som afsæt for at skabe rum og arkitektur i samspil mellem arkitektfaget og ingeniørkunsten.
Endelig får Utzon Centeret den 29. november kl. 13 besøg af arkitekt og designer Knud Holscher, som i de sidste 40 år har præget den danske arkitektur- og designscene. I forelæsningen der er arrangeret i samarbejde med Danske Designere vil han give et indblik i sin lange karriere, der har budt på samarbejde med bl.a. Arne Jacobsen og ikke mindst en omfattende produktion af egne designs og arkitektur i en menneskealder. Alle forelæsninger foregår på engelsk.
Yderligere oplysninger:
- Adjunkt Lasse Andersson, Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi, AAU, tlf. 99 40 71 76, mobil 21 14 24 50
- Læs mere om Jacob van Rijs og MVRDV, om Simon Poulsen og ADEPT, om Danielle Bosia og ARUP AGU og om Knud Holscher
- Billeder: Københavns metro-totem, Knud Holscher Design (øverst) og House of Culture and Motion, Frederiksberg, MVRDV (nederst)