Aalborg Universitet klar til trafikdage

Valget er ikke udskrevet endnu, men alligevel præger trafik allerede nu den politiske debat, og den debat kan være en vigtig faktor for udfaldet af den kommende valgkamp. Politikerne diskuterer spørgsmål som, hvorvidt det skal koste penge at tage bilen ind til København i myldretiden – og i givet fald hvor meget? Og hvor skal den tredje Limfjordsforbindelse egentligt placeres?

Lagt online: 19.08.2011

De spørgsmål og mange andre trafikpolitiske spørgsmål skal nok skabe grundlag for en levende og heftig debat, når trafikordførere fra fire af Folketingets partier mødes til Trafikdage på Aalborg Universitet. De fire er Kristian Pihl Lorentzen (V), Kim Christiansen (DF), Magnus Heinecke (S) og Per Clausen (EL), og de vil efter oplæg fra fagfolk få mulighed for at krydse klinger ved konferencens store åbningssession mandag d. 22. august, som foregår i Aalborg Universitets Auditorium B, Bertil Ohlins Vej, Aalborg Øst.

En forhåbentlig både livlig og givtig debat lægger så igen op til de mange faglige indlæg, der præsenteres mandag eftermiddag og hele tirsdagen, hvor konferencen slutter. Der vil blive præsenteret masser af forskning og debatteret vidt forskellige trafikpolitiske emner, der kan have stor betydning for fremtidens danske infrastruktur. Emnerne er eksempelvis:

Elbiler kommer – Hvor står Danmark i dag?

Hvordan får vi flere passagerer i busserne?

Hvordan bliver luftkvaliteten ved hvert af de tre alternativer for 3. Limfjordsforbindelse?

Hvordan gør vi bykryds mere sikre for cyklisterne?

Hvor mange alvorligt tilskadekomne bilister er påvirket af alkohol, medicin eller narkotika?


I løbet af konferencen vil pressen få mulighed for at få en snak med fagfolkene, trafikordførerne og andre medlemmer af folketingets trafikudvalg, hvoraf en del deltager i hele konferencen.

Pressen og andre interesserede har også mulighed for at følge indledningsessionen mandag morgen direkte på Internettet. Mandag morgen går man blot ind på www.trafikdage.dk og herfra vil der være et link til transmissionen.


Programmet for Indledningssessionen er:

09.45 – 10.10:
Velkommen til Trafikdage v/Lektor Harry Lahrmann, Aalborg Universitet
Overrækkelse af Professor P. H. Bendtsens trafikforskningspris v/Professor Otto Anker Nielsen, DTU Transport

1010 - 1130
Rundbordsdiskussion mellem trafikpolitiske ordførere om aktuelle trafikpolitiske emner med Direktør Susanne Krawack, Trekantområdet Danmark som moderator og på baggrund af nedenstående oplæg. Deltagere: Kristian Phil Lorentzen (V), Kim Christiansen (DF), Magnus Heunicke (S) og Per Clausen (EL).

• Flest passagerer i den kollektive trafik – hvordan bruger vi pengene bedst?
v/økonomidirektør Mogens Sehested Kristensen, Region Syddanmark

• Sammenhæng mellem mål og midler i trafikpolitikken
v/seniorkonsulent Uffe Nielsen, Danske Regioner

• Hvad skal 300 mio. til Intelligente Transport Systemer bruges til?
v/næstformand i ITS Danmark, Svend Tøfting

• Biogas og naturgas til tung trafik
v/sekretariatsleder Christian Ege, Det Økologiske Råd

Yderligere information:

Konferencen, som foregår mandag d.22 og tirsdag d. 23. august arrangeres af Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet. Læs mere om konferencen inklusiv det fulde program.

Eller kontakt:

Lektor Harry Lahrmann.
Tlf. 4056 0375
Mail: lahrmann@plan.aau.dk


Trafikforskningsgruppen Aalborg Universitet
Sekretær Lilli Glad
Tlf: +45 9940 8375
E-mail: lilli@plan.aau.dk