Aalborg Universitet nomineret til Bedst på Nettet-prisen 2011

Tilfredsheden blandt brugerne af Aalborg Universitets hjemmeside er stor, viser Bedst på Nettets undersøgelser. Bedst på Nettet har derfor nomineret AAU til sin årlige pris i kategorien ’Uddannelse’. Vinderne af konkurrencen afsløres den 30. november.

Lagt online: 21.10.2011

’Det er os en stor glæde at kunne meddele jer, at I er blevet nomineret til Bedst på Nettet-prisen 2011’. Sådan lød ordene fra Bedst på Nettets sekretariat til Aalborg Universitet. De nominerede er de fem institutioner, som i forskellige deltagerkategorier samlet set har klaret sig bedst i Bedst på Nettets undersøgelser i forhold til screeningsgrundlag, brugervurdering og selvevaluering.

Stor tilfredshed med Aalborg Universitets hjemmeside

79,8 % af respondenterne i Bedst på Nettets undersøgelse har svaret, at de er enige eller meget enige i, at kvaliteten af Aalborg Universitets hjemmesides indhold er høj. På den tekniske side har mere end 80 % svaret, at de er enige eller meget enige i, at hjemmesiden er hurtig og virker, som den skal. På hjemmesider er der altid plads til forbedringer, og Bedst på Nettets undersøgelser kan være en hjælp til AAU.

Afsløring af vinderne

Vinderne af konkurrencen udpeges af et dommerpanel og afsløres onsdag den 30. november. Herefter følger prisoverrækkelsen. Bedst på Nettet Prisuddeling 2011 er udover prisoverrækkelsen også en mulighed for de deltagende til at lære nyt gennem konferencen på IT-Universitetet, hvor de kan netværke og blive inspireret til arbejdet med strategisk offentlig digitalisering.

Yderligere info

Jens Pedersen, AAU Kommunikation
E-mail: jep@adm.aau.dk
Tlf.: 9940 9487