Aalborg Universitet og Aalborg Zoo indgår historisk samarbejdsaftale

En samarbejdsaftale mellem et universitet og en Zoo er bestemt ikke hverdagskost. På verdensplan er der faktisk kun indgået ganske få af den slags, og når Aalborg Zoo og Aalborg Universitet fredag underskriver en aftale, er det den første af sin art i Danmark nogensinde. Men det bliver ikke bare Aalborg Zoo og AAU, der kommer til at nyde godt af samarbejdet. Havens gæster kan også godt begynde at glæde sig.

Lagt online: 22.06.2011

Flere studerende og endnu bedre undervisning på AAUs biologiuddannelse, mere forskning, og en endnu større besøgsoplevelse for gæsterne i Aalborg Zoo. Det er nogle af de resultater, som parterne forventer af den officielle samarbejdsaftale, som de er blevet enige om.

Aftalen betyder blandt andet, at de to parter deles om udgiften til to nye stillinger som henholdsvis professor/forsknings- og udviklingschef og lektor/dyrlæge, og samarbejdsaftalen glæder lektor Niels Iversen fra Aalborg Universitets Institut for Kemi og Bioteknologi.

- Der er ingen tvivl om, at biologiuddannelsen vil blive endnu mere attraktiv for studerende med de muligheder, som vi nu får med samarbejdsaftalen. Jeg er sikker på, at mange studerende vil tage imod muligheden for at lave semesterprojekter i Zoo, forske og studere Zoos spændende og eksotiske dyr, og samtidig modtage undervisning og vejledning på højt niveau fra de to nyansatte specialister, siger Niels Iversen, som ser endnu en fordel for de studerende.

- Aalborg Zoo har et enormt netværk, og de studerende vil kunne drage nytte af Zoos kontakter til andre zoologiske haver og vildtparker rundt omkring i verden til at finde spændende studiepladser og lave forskningsprojekter i løbet af uddannelsen, siger Niels Iversen

Mere forskning og bedre oplevelser

Per Christiansen er chefzoolog i Aalborg Zoo, og han ser også klare fordele i samarbejdet.

- For Zoo er der en betydelig prestige i et samarbejde med et stort og anerkendt universitet som Aalborg Universitet. Samarbejdet gør også, at vi i Zoo bedre kan leve op til vores forskningsforpligtigelse, og den øgede forskning vil vi naturligvis få publiceret i internationalt anerkendte forskningsmedier, siger Per Christiansen.

- Der er ingen tvivl om, at institutioner, der er gode til at skabe ny viden og dele ud af den, har nemmere ved at tiltrække eksempelvis EU-midler end institutioner, der ikke gør. Ved at styrke forskningen tror jeg, at vi vil få nemmere ved at tiltrække midler til at udvikle og bygge nyt i haven. Det vil betyde nye og bedre anlæg i haven til glæde for dyrene og dermed sikre Zoos gæster en endnu bedre oplevelse, siger Per Christiansen. 

Aftalen bliver underskrevet ved en reception i Aalborg Zoo fredag d. 24. juni fra klokken 13-15, pressen er velkommen. 

For yderligere information:

  • Lektor Niels Iversen, Aalborg Universitet, 9940 8509 – 40 30 45 09, ni@bio.aau.dk
  • Chefzoolog Per Christiansen, Aalborg Zoo, 96 31 29 24 – 30 16 75 31, pech@aalborgzoo.dk